- Formanden lægger sig ned på alle fire poter som en anden hund. På vores absolutte kerneområde. Vi agerer velvilligt lillebror igen igen igen.
Citatet stammer fra et anonymt konservativt folketingsmedlem ved optakten til det formandsskifte, som De Konservative måtte igennem i januar 2011.
Det var her, at daværende justitsminister Lars Barfoed overtog formandsroret efter Lene Espersen, der af sin egen folketingsgruppe blev presset til at gå. Blandt andet fordi hun over for Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen havde nikket ja til, at Venstre kunne markedsføre efterlønsreformen alene - en ellers stor mærkesag for De Konservative.
Men sådan en situation ender De Konservative ikke i igen. I hvert fald ikke med partiets nye formand Søren Pape i spidsen, hvis man skal tro DRs politiske redaktør Uffe Tang.
- Han har vist i byrådet i Viborg, at han ikke er bange for at bide skeer med Venstre. Han er ikke bange for storebroderen, siger Uffe Tang og henviser blandt andet til, at Pape tilbage i 2009 snuppede borgmesterposten i Viborg foran Venstre ved at danne alliance med SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Ikke bare et halevedhæng
Da Lars Barfoed blev partiformand i vinteren 2011, stod De Konservative til bare 5,9 procent af vælgernes stemmer i en måling fra Epinion.
Et tal, der kun få gange har været højere i Barfoeds periode som politisk leder. Således har De Konservative ligget mellem 3,1 og 6,7 procent af stemmerne siden 2011, og i dag ligger partiet til fem procent.
Men hvordan kan De Konservative kravle lidt længere op ad popularitetsstigen hos danskerne? Det kan de ved netop ikke at være bange for Venstre eller andre partier, mener partiets nye formand. Tidligere på året sagde Søren Pape til Berlingske.
- Vi skal være meget mere egoistiske. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi nu – og frem mod et folketingsvalg – fortæller klart og tydeligt, hvad der er konservativ politik, og så ikke går så meget op i, om det kan genere Venstre, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance. Der er simpelt hen ikke plads til at tage de hensyn, for vi må ikke blive anset for at være et halevedhæng til nogen som helst.
Fornyelse til vælgerne
Det var onsdag aften, at Lars Barfoed meddelte, at han nu trækker sig som partiformand.
- Jeg har gennem længere tid set mig om efter, hvem der kan efterfølge mig. Vi har nu stabiliseret fremgangen i partiet, og derfor er tiden inde til at lave et lederskifte. Det kan være med til at skabe fornyelse i vælgernes øjne, sagde Lars Barfoed.
Følg De Konservatives pressemøde direkte her på dr.dk fra klokken 11.