Numre til betjente splitter de borgerlige

Venstre og LA er positive. Konservative og Dansk Folkeparti frygter for betjentenes sikkerhed.

Tom Behnke fra De Konservative, der selv er tidligere politibetjent, frygter at numre på uniformen kan gå ud over betjentenes sikkerhed.

Betjentenes sikkerhed kan være i fare, hvis de skal bære synlige numre på deres uniformer.

Det mener De Konservative og Dansk Folkeparti, der er imod justitsminister Karen Hækkerups (S) forslag.

Venstre og Liberal Alliance mener modsat K og DF, at numrene kan være med til at øge tilliden til politiet.

Ifølge justitsministeren skal man kunne identificere politibetjente, der har deltaget i konkrete politiforretninger og aktioner. Det skal ske af hensyn til muligheden for at klage og for at sikre høj tillid til politiet.

Men De Konservative og Dansk Folkeparti mener ikke, at det formål bør overskygge spørgsmålet om betjentenes sikkerhed.

Numre kan bruges til koordinerede angreb

- Det kan have flere negative konsekvenser. Hvis betjente eksempelvis er ude til større begivenheder, kan voldelige demonstranter måske blive enige om at angribe en betjent med et bestemt nummer, siger De Konservatives retsordfører Tom Behnke.

Ifølge De Konservative er der også risiko for, at folk bider mærke i en bestemt betjents nummer og så klager specifikt over denne, selv om betjenten var en del af en større flok, hvor andre betjente måske var mere aktive i indsatsen.

Dermed kan der let ske misforståelser, så en betjent uretmæssigt bliver mistænkt for at have overtrådt sine beføjelser, lyder argumentet.

Tom Behnke mener, politiet generelt har styr på sagerne, og at der kun er ganske få tilfælde, hvor det har været vanskeligt at identificere bestemte betjente.

- Politiet har jo en interesse i orden i egne rækker, og når en enkelt betjent begår en fejl, går det indirekte ud over alle.

DF frygter chikane

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er enig. Han påpeger, at nummerering af betjente kan give organiserede kriminelle en fordel.

- De vil nemmere kunne genkende betjentene, og det kan medføre chikane, siger han.

Peter Skaarup erkender at der har været enkelte problemer med at identificere betjente, men han insisterer på, at sikkerheden bør komme i første række.

- Politikredsene må blive bedre og mere hårdføre til at finde frem til bestemte betjente. Men nummerering er et for langt skridt at gå, siger Peter Skaarup.

LA og Venstre går ind for numre

Venstre og Liberal Alliance er derimod positive over for forslaget om nummerering af betjentene.

- Det vil både være til gavn for borgerne og betjentene. Det er utilfredsstillende, at der findes sager, hvor det ikke har været muligt at identificere betjente, der har gjort noget forkert, siger retsordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Det synspunkt bakker Venstres retsordfører Karsten Lauritzen op om.

- Det er en god idé. Det er en udvikling, vi har set i vores nabolande, og dér har det ikke skabt nævneværdige problemer for betjentene.

Karsten Lauritzen mener, det er muligt at skrue en model sammen, der ikke giver kriminelle mulighed for at misbruge betjentenes numre.