Nu skal Randers Kommunes rolle i Nordic Waste-skandale undersøges

Regeringen giver også Randers Kommune dispensation til lån på 375 millioner kroner.

Jordskreddet ved Nordic Waste blev offentligt kendt omkring december sidste år. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Artiklen er opdateret med kommentar fra Randers Kommune.

Randers Kommunes rolle skal nu undersøges i sagen om miljøskandalen ved Nordic Waste i Ølst.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi skal til bunds i sagen om, hvad der gik forud for jordskredet i Ølst, så vi sikrer, det ikke sker igen. Vi skal have undersøgt, om kommunen har levet op til deres myndighedsansvar, udtaler Magnus Heunicke ifølge pressemeddelelsen.

Miljøminister Magnus Heunicke lægger op til, at den uvildige undersøgelse skal have fokus på, om kommunens myndighedsbehandling har medført "fejl eller forsømmelser".

Desuden skal den uvilige undersøgelse se på tildelingen af blandt andet miljøgodkendelser i sagen samt kommunens tilsyn.

Udover den uvildige undersøgelse af Randers Kommune vil Magnus Heunicke (S) også nedsætte et ekspertudvalg, der skal undersøge, om miljølovgivningen i sådanne sager her er tilstrækkeligt.

Der skal nu udarbejdes et såkaldt kommissorium for undersøgelsen, som konkret beskriver, hvad der skal undersøges. Derefter skal opgaven sendes i udbud.

Regeringen har i øvrigt også besluttet, at give dispensation til et lån på 375 millioner kroner til Randers Kommune. Lånet skal hjælpe kommunen med de udgifter, der fortsat er forbundet med af afværge og genoprette skaderne efter jordskreddet i Ølst.

Pres for at få undersøgt kommunes rolle

Sagen om jordskreddet i Ølst ved Randers blev offentligt kendt i december sidste år, da virksomheden Nordic Waste, der håndtere forurenet jord, gjorde det klart, at der var et "betydeligt jordskred" ved virksomheden.

Efterfølgende forlod Nordic Waste området og blev erklæret konkurs, og Randers Kommune har siden arbejdet med at inddæmme forureningen og undgå, at den forurenede jord ender i Alling Å.

På et pressemøde i januar bekendtgjorde regeringen, at de ville have undersøgt, om ledelse, ejere eller andre i eller omkring Nordic Waste kan gøres ansvarlig for situationen.

Men efter pres fra regeringspartiet Venstre, lovede miljøminister Magnus Heunicke (S) efterfølgende, at også Randers Kommunes rolle i sagen skulle undersøges.

Og det er positivt, at Randers Kommune nu også skal kigges efter i kortene, mener Liberal Alliance.

- Jeg synes, der er blevet lyttet til, at vi vil have en uvildig undersøgelse af tingenes tilstand. Og her er det vigtigt at kigge på kommunens rolle, for det er dem, der er tilsynsmyndighed, og det er dem, der har givet tilladelsen, siger Lars Christian Brask, folketingsmedlem for Liberal Alliance.

Sascha Faxe, der er miljøordfører fra Alternativet, kalder det vigtigt, at kommunens rolle også undersøges. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Randers Kommune har tidligere offentliggjort deres egen advokatundersøgelse af sagen. Den gav Nordic Waste det fulde ansvar for jordskredet i Ølst. Undersøgelsen konkluderede, at Randers Kommune ikke kan drages til ansvar for jordskreddet og den lurende miljøkatastrofe.

Men den undersøgelse er slet ikke nok, mener Alternativets miljøordfører, Sascha Faxe.

- Hvis ikke det var så tragisk, var det morsomt, at dem, der selv har lavet godkendelsen og tilsynet, skal undersøge sig selv. Det er ikke en særlig god arbejdsdeling. Derfor er det vigtigt, at vi nu får denne her undersøgelse, siger hun.

Lovgivning kaldt ubrugelig

Også lovgivningen på området er blevet kritiseret i forbindelse med sagen. Blandt andet fordi millionregningen for oprydningsarbejdet efter jordskreddet ender hos skatteyderne.

Miljøretseksperter Ellen Margrethe Basse, professor emerita ved Aarhus Universitet, har ligefrem kaldt den nuværende lovgivning for "ubrugelig", fordi det er svært at stille forureneren til ansvar.

SF's naturordfører, Marianne Bigum, er glad for, at Magnus Heunicke vil lade et ekspertudvalg kigge på lovgivningen.

- Det er vi glade for. Det er tydeligt, vi har en lovgivning, der er hullet, og vi skal finde ud af, hvordan vi får en lovgivning, der fungerer, så forureneren ikke kan undslå sig ansvaret, siger hun.

I Randers Kommune hilser borgmester Torben Hansen (S) undersøgelsen velkommen. Men han kalder den nye lånemulighed på 375 millioner kroner for en "mellemfinansiering".

- Vi står i en situation, hvor vi som kommune ender med at løbe tør for likviditet til at betale for alle for de opgaver, som skal løftes for at afværge miljøkatastrofen ved Nordic Waste, siger han ifølge en pressemeddelelse.