Nu kan du snart betale klima-aflad i regeringens skovfond

Fra næste år kan du klimakompensere ved at betale for ny dansk skov.

Sinatur-hoteller vil næste år mindst betale 100.000 til den nye skovfond.

Hotelkæden Sinatur vil ikke bare være CO2-neutral, men decideret CO2-positive i år 2030, så hotellerne overkompenserer for deres CO2-udledning.

Derfor er direktør for Sinatur-hotellet Haraldskær ved Vejle Kari Brandsgård glad for, at der næste år kommer en national skovfond til netop klimakompensation:

- Vi har sagt, at vi vil være CO2-positive, men nu er vi jo ikke forsyningsvirksomhed, så vi kan ikke gøre det ved egen kraft, siger hun og tilføjer:

- Igennem en skovfond giver det rigtig god mening, for så kan vi kompensere for den CO2-udledning, vi unægteligt vil have - og som vores gæster har i transporten til vores hotel.

Regeringen har sammen med støttepartierne og Alternativet sat 100 millioner kroner af på finansloven til at oprette den nationale skovfond.

Formålet er, at privatpersoner og danske virksomhed kan betale penge til fonden, som så vil bruge pengene på at rejse ny skov eller udtage særligt miljøbelastende landbrugsjord til natur.

Minister: Skovfond skal give klima for pengene

Man kan ikke betale til den nationale skovfond endnu, men regeringen regner med, at den åbner for indbetalinger i løbet af året.

- Rigtig mange danskere og virksomheder vil meget gerne gøre en konkret, grøn forskel i deres hverdag og bidrage til vores klima og natur, og det kan denne her fond være med til at finansiere, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Miljøminister Lea Wermelin (anden tv.) præsenterede i efteråret aftalen om skovfonden sammen med regeringens støttepartier og organisationer.

Der findes allerede en række private virksomheder, der tilbyder folk at kompensere for deres udledning af CO2. Alligevel mener Lea Wermelin, at der er brug for en national skovfond.

- Der er et hav af forskellige ordninger, og det kan måske være lidt forvirrende, om man kan være sikker på, at det, man nu har valgt, rent faktisk bidrager til at passe bedre på klimaet. Der kan en ny national skovfond være med til, at vi rent faktisk får klima for pengene, siger Lea Wermelin.

Danskerne betaler for resultaterne

Skovfondens succes kommer til at afhænge af danskernes indbetalinger - og de er selvfølgelig frivillige. Så der er ingen garanti for, at det vil have en stor klimaeffekt.

Miljøminister Lea Wermelin synes, at Kari Brandsgårds kommende bridag lyder 'helt fantastisk', men vil ikke selv sætte et beløb på sit bidrag til skovfonden.

Hvorfor er det, at I ikke sætter pengene af på finansloven til de her grønne initiativer frem for at lade danskerne betale for jeres tiltag?

- Det gør vi heldigvis også. Det er måske den historisk mest grønne finanslov, vi har lavet for 2020. Vi gør rigtig meget politisk, og det skal vi selvfølgelig også, men der er også rigtig mange danskere, der vil være en del af det her, siger Lea Wermelin.

Hvorfor kaster i regningen over på danskerne?

- Det synes jeg heller ikke, vi gør.

Hvor meget vil du personligt betale til skovfonden?

- I første omgang har jeg jo tænkt mig at indbetale de her 100 millioner kroner på vegne af os alle sammen, men jeg har da også tænkt mig at bidrage til fonden, eksempelvis når jeg skal på familieferie. Men jeg tænker det ikke som et engangsbeløb.

Vil du ikke sige et beløb, som du vil betale til skovfonden?

- For det første vil jeg jo indbetale de her 100 millioner på vegne af os alle sammen, og konkret har jeg da også tænkt mig at bidrage til skovfonden, men jeg ser det altså ikke som et enkeltbeløb. Jeg ser det som noget, man kan bruge i sin hverdag.

Uvist, hvor meget hotellet vil betale

Tilbage hos Sinatur i Vejle fortæller direktør Kari Brandsgård, at virksomheden som minimum vil donere 100.000 kroner til den nationale skovfond næste år. Det præcise beløb afhænger af en klimaudregning, hotelkæden er ved at lave:

- Vi ved ikke, om vi mangler 30, 50 eller 60 procent. Udregningen vil tage cirka seks måneder, fordi vi skal helt ud i: Hvor kommer vores gæster fra?

  • Kari Brandsgård viser her, hvordan de har lavet særlige skraldespande med en madspand henover den normale skraldespand. Det skal ifølge hende være let af sortere. Hun er direktør på Haraldskær, som er et af Sinaturs seks hoteller.
  • De har fået specialfremstillet servietter og papkasser, som er bio-nedbrydelige.
  • Og deres fokus på madspild betyder blandt andet, at de laver æblesaft af den overskydende del af æbler.
1 / 3

I år har Sinatur betalt 40.000 kroner til den private non-profit Den Danske Naturfond, der køber, beskytter og genopretter dansk natur. Næste år regner virksomheden med at betale 100.000 kroner til samme fond foruden den nye nationale skovfond.

- Vi vil selvfølgelig også bruge det til vores markedsføring, men vi gør det jo, fordi vi har et oprigtigt og inderligt ønske om at værne om den natur, som er det unikke ved vores hoteller.