Nordiske venstrefløjspartier kommer med asylopsang

EL er medunderskriver på manifest, hvor regeringerne i Norden opfordres til at samarbejde om asylpolitikken.

Id-kontrol ved Trelleborg færgeleje. Venstrefløjspartierne i de nordiske lande opfordrer regeringerne til at redde den nordiske pasunion. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

De nordiske regeringer bør samarbejde om at løse udfordringen med de mange asylansøgere og redde den nordiske pasunion i stedet for at kæmpe om at have den skrappeste asylpolitik.

Sådan lyder opfordringen fra en række nordiske venstrefløjspartier fra Finland, Norge, Island, Sverige og Danmark i et såkaldt manifest, der bringes i Information, svenske Dagens Nyheter og aviser i de øvrige nordiske lande.

Enhedslisten er medunderskriver på annoncen.

- Nu indskrænkes en af de vigtigste landvindinger i det nordiske samarbejde: bevægelsesfriheden og pasfriheden mellem vores lande. Bristen i samarbejdet mellem vores lande forværres af, at højrepopulistiske partier sidder i nordiske regeringer, lyder det fra de fem partier i manifestet.

SF vil ikke skrive under

SF har ifølge avisen ikke skrevet under på erklæringen, selv om partiet indgår som fast del af det mangeårige samarbejde mellem venstrefløjspartierne i det såkaldte Nordic Green Left Alliance (NGLA), og partiet har også været med i hele processen omkring den fælles erklæring.

Men i sidste uge meddelte SF, at partiet ikke ville skrive under alligevel. Ifølge næstformand Signe Munk ønskede partiet mere vægt på det overnationale samarbejde i EU som en løsning på flygtningesituationen.

/ritzau/