Niels Helveg: Stampe fører ikke radikal politik

Zenia Stampe er i klar modstrid med de radikales Afghanistan-politik fra 2001 til 2013, siger Niels Helveg.

Niels Helveg Petersen mener ikke, at forsvarsordfører Zenia Stampe fører R-politik ved at kritisere dansk deltagelse i Afghanistan-krigen.

Forsvarsordfører Zenia Stampe fører ikke radikal politik ved at kritisere krigen i Afghanistan. Hun står fuldstændig isoleret. De radikales folketingsgruppe har støttet indsatsen, som bygger på et klart FN-mandat, fra 2001 til nu.

Sådan siger Niels Helveg Petersen, som var De Radikales udenrigsminister i Nyrups regeringer fra 1993 til 2000.

- En enig Radikal folketingsgruppe stemte i 2001 for, at Danmark skulle følge et klokkeklart FN-mandat med soldater i Afghanistan. En enig Radikal folketingsgruppe har siden udformet strategien for vores indsats, siger Niels Helveg Petersen.

Ud på umulig opgave

- Det er også en enig Radikal folketingsgruppe, der stod bag strategien om, at vi nu trækker os ud, fastslår han.

Til Berlingske siger Zenia Stampe: Vi sendte vores soldater ud på en umulig opgave. Politikerne skulle aldrig have bedt soldaterne om at nedkæmpe Taliban, og forsøget på at indføre demokrati og kvinderettigheder var en fejl.

Værdiløse udtalelser

Niels Helveg Petersen kunne ikke være mere uenig med hende.

- Det er værdiløst at komme med de udtalelser. Det ændrer ikke en tøddel ved, hvad der er sket. Man kan ikke lave verdenshistorien om med tilbagevirkende kraft, siger han.

Danmark bør deltage i nye internationale operationer under FN-mandat, siger han.

/ritzau/