Danmarks Naturfredningsforening går nu til EU-kommissionen for at fortælle om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens kritiserede regnemetoder af landbrugspakken, skriver Berlingske.
Den politiske pakke lader bl.a. landmænd gøde markant mere allerede fra dette forår og har allerede betydet, at de såkaldte randzoner, som beskyttede vandløb mod gødning og sprøjtemidler, er ophævet.
Organisationen mener, at det strider mod Danmarks direktiv-forpligtelser, når regeringen medregner effekter helt tilbage fra år 2013, men i regnskabet oplister effekterne, som om de gælder for 2016.
- Vi vil gå til kommissionen med dette. Der står helt klart i aftalen, at denne lempelse af gødningsreglerne ikke må føre til, at der kommer mere kvælstof ud i havmiljøet, siger Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Organisationen rejste allerede onsdag og torsdag i denne uge til Bruxelles for at mødes med embedsfolk i generaldirektoraterne for henholdsvis miljø og landbrug. Med de nye afsløringer i sagen har Danmarks Naturfredningsforening noget mere konkret at gå til kommissionen med.
Ifølge Eva Kjer Hansen er EU taget i ed på et tidligt tidspunkt.
/ritzau/