Nationalpartiet klar til at blive splittet til løsgængere

Lykkes det ikke Nationalpartiet at få godkendt nok vælgererklæringer inden valget, er partiet klar til at stille op som løsgængere.

Da den kendte digter og debattør Yahya Hassan blev præsenteret som kandidat for partiet i starten af april, holdt han en 55 minutter lang tale i digtform. (© DR)

De tætte valgskyer er over os, og der er en udbredt tro på, at valget snart vil blive udskrevet.

Sker det inden for de næste dage, bliver det formodentligt uden et opstillingsparat Nationalpartiet, der fortsat mangler at få godkendt en stor luns vælgererklæringer.

Og bliver Nationalpartiet ikke klar, stiller partiet op som løsgængere. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse på Facebook.

- Nationalpartiet stiller op som løsgængere - hvis ikke vi bliver opstillingsberettiget inden valget bliver udskrevet, står der i pressemeddelelsen, der desuden inviterer til pressemøde mandag klokken 14, hvor partiets formand, Kashif Ahmad, "vil uddybe partiets Plan B."

Mangler godkendelser hos kommuner

Partiet skal stille fysisk med mindst 20.260 stemmeberettigede personers godkendte vælgererklæringer i Indenrigsministeriet senest 15 dage før valgdagen.

Men ifølge Nationalpartiet selv er der indsamlet 30.134 vælgererklæringer, hvoraf 12.323 godkendte.

- Dette betyder, at Nationalpartiet har små 18.000 vælgererklæringer ude et sted mellem kommunerne og borgerne, skriver Nationalpartiet i meddelelsen.

Kræver 150 underskrifter

Det er en hel del nemmere at blive opstillingsberettiget som løsgænger end som parti. For at kunne stille op, skal man blot have 150 vælgere fra ens opstillingskreds til at sige god for en.

Ved det seneste folketingsvalg i 2011 stillede 20 personer op uden for et parti. Og siden 1990 har der i gennemsnit stået 15 løsgængere på valgsedlerne ved hvert valg.

Ved seneste valg fik løsgængerne dog 0,1 procent af stemmerne.

Valgsystemet spænder ben

Karina Kosiara-Pedersen, valgforsker og lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, fortæller, at det er noget nær umuligt for løsgængere at blive valgt ind.

Det skyldes først og fremmest valgsystemet.

Som løsgænger skal man nemlig skrabe mellem 10.000-20.000 personlige stemmer sammen i den kreds, hvor man stiller op for at kunne få et såkaldt kredsmandat, der giver adgang til Folketinget. Det er svært, siger hun.

- Derudover dominerer de etablerede partier i valgkampen, og derfor forsvinder kandidater uden for partier i mængden, siger Karina Kosiara-Pedersen.

I 1994 lykkedes det dog til alles store overraskelse for musikeren og komikeren Jacob Haugaard at blive valgt ind i Folketinget, efter han havde fået 23.253 stemmer i det daværende Århus Amt.