Nævn: Ingen grund til at ændre vurdering af radio-udbud

Radio- og tv-nævnet ser ingen grund til at ændre sin vurdering af, at Loud vandt udbuddet om den nye dab-kanal over Radio24syv.

Programchefer på Radio24syv Michael Bertelsen (tv) og Mads Brügger (th) med Kristoffer Eriksen (i midten) m.fl. efter beskeden om at radiokanalen ikke kan fortsætte som dab-kanal. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Radio- og tv-nævnet har i dag svaret på over 80 spørgsmål fra de tre ansøgere til den nye dab-radiokanal, som radiokanalen Loud vandt over Radio24syv og DK 4 Radio.

- Spørgsmålene har ikke givet Nævnet anledning til at ændre sin vurdering. Nævnet finder derfor fortsat, at det er realistisk, at Loud vil opfylde minimumskravene til public service-virksomhed, konkluderer nævnet en sammenfatning.

Radio- og tv-nævnet har altså ikke fundet anledning til at ændre sin vurdering af afgørelsen af udbuddet om den nye dab-kanal.

Radio Loud vandt udbuddet foran Radio24syv og DK 4 Radio. De tre kanaler har efterfølgende kunnet stille spørgsmål om udbuddet og afgørelsen, som nævnet har besvaret i dag. I alt er der stillet 86 spørgsmål.

De tre ansøgere blev bedømt på tre kriterier, herunder realisme, økonomi og programplaner.

Radio- og tv-nævnet medgiver ifølge Ritzau i sine svar, at det kunne have valgt en mere "matematisk korrekt metode" i bedømmelsen af programplaner, som flere eksperter har sat spørgsmålstegn ved.

Samtidigt understreger nævnet dog, at det ikke har ændret på den samlede bedømmelse af den grund.

Radio- og tv-nævnets afgørelse har været genstand for heftig debat, også på Christiansborg, efter at det blev offentliggjort, at Loud vandt udbuddet over Radio24syv, som har sendt de seneste otte år.

Flere partier har således krævet, at udbuddet skulle gå om, ligesom der er blevet efterspurgt en redegørelse om sagen.

- På et møde med medieordførerne og kulturministeren i Kulturministeriet på tirsdag ser vi i Nævnet frem til at få mulighed for at redegøre for baggrunden for Nævnets afgørelse, som er truffet ud fra politisk fastsatte kriterier i udbudsbekendtgørelsen og udbudsmaterialet, siger formanden for Radio- og tv-nævnet, juraprofessor Caroline Heide-Jørgensen, i en pressemeddelelse.