Mogens Camre dømt for racisme på Twitter

Dansk Folkepartis byrådsmedlem Mogens Camre er dømt for racisme ved retten i Glostrup. Han anker sagen.

Mogens Camre (DF) idømt dagbøder for tweet.

Det var racisme, da Dansk Folkepartis byrådsmedlem Mogens Camre forrige sommer røg til tasterne på Twitter for at skrive om muslimer og nazisme.

Det har retten i Glostrup her til formiddag slået fast og dømt politikeren 8.000 kroner i bøde.

Mogens Camre var tiltalt efter straffelovens racismeparagraf, efter at han den 24. juli 2014 om aftenen skrev en opdatering på Twitter med ordlyden:

- Om Jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.

Opdateringen fik to forskellige personer til at anmelde 79-årige Mogens Camre til politiet. Anklager Natalja Lindberg havde krævet Mogens Camre idømt en bøde på 8.000 kroner, som retten valgte at følge.

Mogens Camre har med det samme anket dommen.

Svært at udtrykke sig på 140 tegn

I forbindelse med retssagen forklarede Mogens Camre, der stadig er medlem af Gladsaxe Byråd for DF, at han fandt det svært at udtrykke sig præcist på Twitter, fordi der kun er 140 tegn til rådighed per opdatering.

- Der kan jeg kun sige, at det at udtrykke sig på en præcis måde, det vil kræve mere end 140 anslag. Det er problemet, sagde Mogens Camre, der efterfølgende har valgt ikke længere at benytte det sociale medie.

I sin forklaring fremhævede Mogens Camre også, at han angiveligt aldrig tidligere har modtaget kritik for sine skriverier, når det har været i længere form, som eksempelvis den række af bøger, som DF'eren står bag.

- Jeg har aldrig nogensinde været kritiseret for det, jeg skrev. Det er nok normalt, fordi jeg udtrykker mig meget specifikt og præcist, sagde Camre.

67 fulgte Camre

På tidspunktet for den opdatering, der lå til grund for sagen, der fik sin afgørelse i dag, havde Mogens Camre - ifølge eget udsagn - 67 følgere på Twitter. Han mener derfor ikke, at han var bekendt med, at hans opdatering ville nå et langt større antal mennesker. Men opdateringen har i skrivende stund 27 retweets.

I forbindelse med sagen har politiet ikke undersøgt, hvem der har delt opdateringen.

Mogens Camre har tidligere siddet i EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti i ti år samt i Folketinget for Socialdemokraterne i en i periode på 19 år.