Det er nødvendigt med flere penge til regionerne, så det pressede sundhedsvæsen kan reddes.
Sådan lyder den meget klare og direkte opfordring fra en række partier, efter en ny redegørelse fra Region Midtjylland viser, at der er omfattende problemer på mange af regionens hospitalsafdelinger.
- Det her er et billede af, at vi har et sundhedsvæsen, der ikke bare er presset i knæ, men er lagt i benlås af regeringen, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
Den samme melding kommer fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Mette Thiesen.
- Det her er akut. Derfor skal der nogle midler ud til Region Midtjylland, så vi sikrer patienterne, og så må vi placere et ansvar for denne her fadæse bagefter, siger hun.
Men i regeringspartiet Moderaterne er sundhedsordfører Monika Rubin "ærgerlig" over, at bolden bliver skudt over på regeringen.
- Når der sker nogle problemer i regionerne, så peger de på regeringen. Og regeringen siger, at det er regionerne, der har driftsansvaret. Så der er et spil Sorteper i gang om sundhedsvæsnet.
- Det er jo Region Midtjylland, der har driftsansvaret for Region Midtjylland.
Regeringen pudser glorien
Den opfattelse deler Peder Hvelplund fra Enhedslisten dog ikke.
Han mener, at det skandaleramte Aarhus Universitetshospital og det pressede sundhedsvæsen er et politisk spørgsmål, der hører til på Christiansborg.
For når politikere står og "bestiller" en vis kvalitet i sundhedsvæsnet, så skal pengene også følge med, siger han.
- Regeringen bliver ved med at holde skåltaler, hvor man pudser glorien og siger, at nu afsætter man midler til sundhedsvæsnet.
- Men samtidig er virkeligheden, at man har indgået nogle økonomiaftaler, der er så stramme, at det får dramatiske konsekvenser for både personale og patienter.
Og den holdning deler Nye Borgerlige sundhedsordfører, Kim Edberg.
Han savner, at statsministeren forklarer, hvordan hun kan sige, at der er penge nok i statskassen, samtidig med at der ifølge ham mangler penge og personale på landets hospitaler.
- Vi har lavet en masse behandlingsgarantier, kræftpakker der skal overholdes og så videre. Vi sætter en masse i gang inde fra Christiansborg, der koster penge. Men til forskel fra kommunerne, så har regionerne ikke den mulighed at sætte skatten op, siger han.
- Så når vi pålægger regionerne mere arbejde og bureaukrati og flere kolde timer og ikke sætter penge ved, så ender det med, at det bliver mere farligt end det burde være at blive syg i Danmark.
Region Midtjylland har ansvaret
Spørger man Monika Rubin fra Moderaterne, så er det ikke flere penge, der er løsningen alene.
For hende at se handler det mere om, hvordan Region Midtjylland bruger de penge, de har.
- Jeg undrer mig over, at Region Midtjylland allerede i foråret havde problemer på kræftområdet. Og det handlede ikke om penge. Det handlede om manglende ledelse og manglende overholdelse af patientrettigheder. Og det er jo slet ikke noget, vi kan styre herinde fra Christiansborg, siger hun.
Det har ikke været muligt at få et interview med sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Men i et skriftligt svar oplyser hun, at regeringen allerede har taget flere initiativer, der skal styrke økonomien og behandlingskapaciteten i regionerne:
- Det gælder for eksempel en akutplan til to milliarder kroner, der blandt andet skal lette presset på sygehusene og en sundhedspakke på fem milliarder kroner til et varigt kvalitetsløft af sundhedsvæsenet, skriver hun.
Det samme peger Monika Rubin på.
- Vi skal passe på med at gøre det her til en sag, der handler om alle regioner. Det her handler om en konkret region, der har svært ved at overholde deres budgetter og svært ved at drifte deres økonomi, siger hun.
Men ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard er det ikke sikkert, at det står meget bedre til i de fire andre regioner, selvom den her sag er fra Region Midtjylland.
Alligevel mener Monika Rubin, at hovedansvaret ligger på regionens bord.
- Jeg er selv læge og har aldrig vidst, hvor jeg skulle placere ansvaret. Det er jeg blevet meget klogere på nu. Og det er jo Region Midtjylland, der har driftsansvaret. Det er dem, I (som medier, red.) skal presse på maven.
Hun mener, at løsningen er at få kigget på hele strukturen i sundhedsvæsnet, som regeringens sundhedsstrukturkommission har til opgave.
'Vi har et godt velfærdssamfund'
Tidligere i dag sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen følger situationen i Midtjylland tæt.
Og ligesom de to regeringskolleger så peger hun også på, at der er flere penge på vej til regionerne i akutplanen og kræftpakken.
- Velfærdssamfundet er ikke ved at gå nedenom og hjem. Vi har et godt velfærdssamfund, og det gælder også på sundhedsområdet.
- Men der er nogle udfordringer. Blandt andet på kræftområdet. Og det kan vi hverken være bekendt eller acceptere, siger statsministeren.