Det kommer ikke til at virke, og kriminaliteten kommer til at brede sig til andre steder.
Så markant er meldingen nu fra Moderaternes udsatte-ordfører, Nanna W. Gotfredsen, efter at regeringen - som hendes parti er en del af - i dag har præsenteret et udspil, der skal sætte en stopper for handlen med ulovlige stoffer i Pusher Street på Christiania.
- Det kommer overhovedet ikke til at løse noget som helst - jo måske i et afgrænset område på Christiania i noget tid, siger Nanna W. Gotfredsen.
- Det, der kommer til at ske, og det bekymrer mig, er, at det her kommer til at brede sig ud til omegnskommunerne, siger hun.
Skærpet strafzone og dobbeltstraf
Regeringen vil give politiet beføjelser til at udpege en zone omkring Christiania, hvor handel og besiddelse af stoffer skal kunne give dobbeltstraf allerede fra første gang, kriminaliteten sker i zonen.
Anden gang kriminaliteten sker i zonen, vil forseelser, der i dag udløser bøde, i stedet udløse en fængselsstraf.
Årsagen til, at køberne skal kunne straffes, er for at udsulte efterspørgslen, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Nanna W. Gotfredsen tror ikke på, det er en idé, der er opstået hos christianitterne. Faktisk tror hun ikke, de er enige i regeringens politik.
- Jeg tror måske, nogen har talt forbi hinanden. Det vil overraske mig virkelig meget, hvis christianitter pludselig gik ind for at doble straffen til købere og brugere af cannabis, siger hun.
Ikke Moderaternes politik
Ifølge Nanna W. Gotfredsen er tiltagene ikke Moderaternes politik.
- Det er ikke en blomst, der har vokset i min have, siger hun.
Så det er et forslag, der er udarbejdet af Venstre og Socialdemokratiet, og ikke et forslag fra Moderaterne?
- Det er udarbejdet af Justitsministeriet. Det tror jeg, enhver kan gætte.
Hvad tænker du om forslaget?
- Det er ikke noget, jeg har fundet på. Særligt ikke den del, der handler om at gå hardcore efter købere og brugere af cannbis. Det har jeg det selv utroligt svært ved.
- Jeg kan til gengæld godt forstå, at der er christianitter, der har fået nok. Og jeg er ret sikker på, at de ikke har ønsket sig en sådan version. Det ville virkelig undre mig, men det glæder jeg mig til at have dialog med dem om fremadrettet, siger hun.
Det som man i stedet bør gøre, mener Nanna W. Gotfredsen, er at skaffe mere viden på området - og særligt hvordan man regulerer det.
- Vi har en stort set videnstom debat, når det kommer til cannabis. Andre lande har erfaring med reguleringet cannabis.
- Man kan hade cannabis, man kan elske cannabis, man kan være ligeglad – cannabis er for at sige det lige ud kold i røven. Cannabis er her er, cannabis bliver her. Det vi kan, er at få indflydelse på omstændighederne – hvor brutale forhold, som skal cannabis være her under, siger hun.
SF og LA er kritiske
Flere andre partier mener heller ikke, at regeringens forslag vil komme kriminaliteten med cannabis til livs.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, kalder forslaget for en kortsigtet plan.
- Jeg anerkender, at regeringen har brug for at gøre noget i forhold til Christiania, men det er en her-og-nu-plan. Og jeg tror, at vi har brug for en mere langsigtet plan, for jeg er alvorligt bekymret for, at problemet flytter ud til andre dele af København.
Den bekymring deler Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen. Han er heller ikke sikker på, at straffen gør særlig stor forskel blandt de kriminelle på Pusher Street.
- Man kan sige 4.000 kroner i bøde, hvor den før var 2.000. Hvis forretningen er så god, som de lader til at tro de her folk, så kan det jo være, at de tager de 4.000 kroner i bøde alligevel.
Han foreslår i stedet, at man bør arbejde på at afkriminalisere cannabis, for eksempel ved at give statsligt monopol på handlen.