Efter at have været på besøg tre gange i løbet af september hos Moderaterne er Arbejdstilsynet kommet frem til sin konklussion:
Moderaterne får et påbud.
- Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd, ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt. Det skal I gøre i forbindelse med arbejdet i Moderaternes sekretariat, skriver Arbejdstilsynet i sin afgørelse, som DR er i besiddelse af.
Moderaterne skal efterkomme påbuddet senest den 15. januar 2025. Her skal de også melde tilbage til Arbejdstilsynet, hvordan de vil sikre, at det bliver overholdt.
Desuden påbydes Moderaterne at sikre, at der gennemføres en arbejdspladsvurdering (APV) af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen senest 8. januar.
Bagtalelse og nedværdigende kommentarer
Påbuddet kommer efter flere tidligere og nuværende ansatte hos Moderaterne sendte en indberetning til Arbejdstilsynet. Her beskriver de et arbejdsmiljø med både mobning, sexisme og en ledelse, der ikke har håndteret problemerne.
DR har set uddrag af denne indberetning, hvor der blandt andet står, at ledelsen er "tyrannisk", og at det ikke er "ualmindeligt at medarbejdere bryder sammen på gangene eller går grædende hjem".
Siden har Arbejdstilsynet været på besøg. Og her har de kunnet konstatere, at der forekommer krænkende handlinger i alle dele af sekretariatet.
- De krænkende handlinger forekommer dagligt til ugentligt og både mellem ansatte, mellem ledere samt begge veje mellem ansatte og ledere.
- De krænkende handlinger kommer til udtryk i form af bagtalelse, nedværdigende kommentarer om andres faglige kompetencer og bidrag, udseende, fremtoning, alder, personlige/private forhold og påklædning, står der i påbuddet.
Flere modtager psykologbistand
I afgørelsen lægger tilsynet også vægt på, at partiet ikke har forebygget den sundhedsmæssige risiko ved krænkende handlinger som for eksempel mobning tilstrækkeligt.
- Vi lægger desuden vægt på, at der er ansatte, der har haft sygefravær, samt ansatte, der aktuelt har stresssymptomer som eksempelvis søvnbesvær, begge dele som følge af det psykiske arbejdsmiljø.
- Desuden modtager flere psykologbistand som konsekvens af arbejdsmiljøet, herunder de krænkende handlinger, og at alle ansatte og flere ledere var tydelig berørte, grådlabile og nervøse under samtalerne, skriver Arbejdstilsynet.
Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, siger i en kort kommentar til DR, at partiet har været bekendt med indholdet i påbuddet i et stykke tid og er i fuld gang med at rette op på kritikpunkterne.
Til Arbejdstilsynet har Moderaterne oplyst, at partiet har oprettet en whistleblowerordning og har igangsat et rådgivningsforløb med en erhvervspsykolog, der skal holde samtaler med alle ansatte. Derudover skriver partiet, at de har afholdt en workshop over to dage for både sekretariat og folketingsgruppe ”for at arbejde med værdier og god adfærd i hverdagen”.
Desuden skriver partiet, at medarbejdere har fået mulighed for at indgå en frivillig aftrædelsesordning, og at de har ”genstarte” en enkelt afdeling, da de valgte at fyre hele den politiske afdeling. Det kan du læse mere om her: