Minister vil oprette klageorgan for mobning

En tredjedel af skolerne har ikke en handleplan mod mobning. Det skal ændres med blandt andet klageorgan.

Vi skal gerne derhen, hvor det ikke er nødvendigt at klage, fordi skolerne tager fat om problemet, siger Ellen Trane Nørby. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) havde ros til de mange skoler i Danmark, som har sat ind mod mobning. Til gengæld var der knubbede ord til resten af skolerne, da ministeren torsdag præsenterede en samlet aktionsplan mod mobning:

- Der er skoler, som gør det mindre godt. Hvis vi kigger på vores trivselsmålinger, så siger hver femte elev, at de er blevet mobbet det seneste år, siger Ellen Trane Nørby.

- Det står i loven, at alle skoler skal have en strategi mod mobning. Men vi har en undersøgelse, der viser, at en tredjedel af skolerne end ikke har en handlingsplan til at bekæmpe mobning, siger Ellen Trane Nørby.

Anbefalingerne i den nye plan lægger op til, at børn og unge, der oplever mobning, får bedre muligheder for at søge råd og vejledning. Samtidig lægges der op til, at børn og unge får bedre mulighed for at klage.

Skruetvinge på skolerne

Det sidste skal sætte en skruetvinge på de skoler, som ikke lever op til deres ansvar.

- For regeringen handler det ikke om, hvorvidt der skal være et klageorgan, men hvordan vi organiserer det. Det vil vi arbejde med frem mod Folketingets åbning sammen med Folketingets partier, siger Ellen Trane Nørby.

Hun vil først senere præsentere et udspil til, hvilke sanktionsmuligheder det nye klageorgan får. I Sverige er der mulighed for at give bøder. Ellen Trane Nørby vil ikke lægge sig fast på en model, men siger:

- Vi har kigget meget mod både Norge og Sverige. Der skal være noget, hvor det har konsekvens, hvis børn år efter år oplever at blive mobbet. Men vi skal gerne derhen, hvor det ikke er nødvendigt at klage, fordi skolerne tager fat om problemet, siger Ellen Trane Nørby.

I aktionsplanen anbefales det også, at der indføres større krav i lovgivningen til skolernes antimobbestrategier. Også ungdomsuddannelsesinstitutioner bør have antimobbestrategier.

Planen er blevet til i samarbejde med Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet for at sikre en mobbefri hverdag for børn og unge i dagtilbud, grundskoler og på ungdomsuddannelser i hele Danmark.

Den indeholder anbefalinger til, hvordan forældre, skolebestyrelser, elevråd, lærere, pædagoger, ledere, kommuner, organisationer og staten kan indlede eller fortsætte kampen mod mobning blandt børn og unge i alderen 0-18 år.

Børnerådets formand Per Larsen kom ved præsentationen med en direkte henvendelse til alle ansvarlige, der skal være med til at implementere planen:

- Nu skal I fandeme tager det alvorligt derude. Børn har ret til at vokse op uden mobning, lød det fra Per Larsen.

/ritzau/