Når regeringen lægger op til at droppe den populære skatterabat på håndværkerarbejde, skal det ses i lyset af en byggeribranche, der ikke længere kan følge med efterspørgslen.
Sådan lyder det fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der som led i finanslovsudspillet i stedet vil målrette fradraget mod serviceydelser som hushjælp og havearbejde.
- Når man kigger på konjunkturerne, kan vi se, at byggebranchen er meget presset. Der er rigtigt meget at lave. Så vi har valgt at lægge alle vores æg i servicedelen, fordi det hjælper familierne og gør, at man kan få et bedre familieliv, siger han.
I dag er det muligt at få fradrag for udgifter til både hushjælp og håndværkerarbejde, men regeringen lægger i sit finanslovsudspil op til et opgør med den populære skatterabat på håndværkerarbejde, der giver et fradrag på op til 12.000 kroner per person for miljørigtig boligrenovering.
DF vil beholde håndværkerfradrag
I stedet bliver servicefradraget mere værd. I dag er fradraget for serviceydelser på 27,6 procent af loftet på op til 6.000 kr. Det skal ifølge regeringen hæves til 40 procent. I kroner og ører svarer det til, at man går fra at have cirka 1.700 kroner til at have cirka 2.400 kroner i hånden per person.
- Vi gør boligjobordningen permanent. Det gør vi som en hjælp til familierne, som får bedre mulighed for at få hjælp derhjemme til børnepasning, rengøring, osv. Så man får et bedre familieliv.
Tror du ikke, mange bliver sure, når de ikke længere får fradrag for udskiftning af vinduer og skybrudssikring for eksempel?
- Vi må forhandle med Dansk Folkeparti om det. Vi har vurderet, hvor vi kunne prioritere bedst. Det var på servicedelen. I Sverige kan man se, at det har den største effekt, siger Brian Mikkelsen med henvisning til en evaluering af erfaringerne fra den svenske boligjobordning, der kun er målrettet serviceydelser.
Konklusionen lød, at en sådan ordning i højere grad øger arbejdsudbuddet og minimerer sort arbejde væsentligt mere end den nuværende danske ordning.
Dansk Folkeparti ser gerne, at håndværkerdelen bibeholdes i boligjobordningen. Kan I imødekomme det?
- Vi udelukker ikke noget på forhånd. Vi er selv meget positive over for ordningen. Nu har vi så lagt vores æg i den kurv, der hedder service.
Mikkelsen: Mere ligestilling
Hvor ser du, at en ganske almindelig børnefamilie får gavn af det her?
- Det vil være en stor hjælp for en familie, hvor både mor og far arbejder. Så kan man få noget hjælp til noget børnepasning og rengøring. Og så betaler skattevæsenet en meget stor del af det, fordi man kan trække pengene fra, og det gør, at man får et mere harmonisk familieliv. Og begge forældre kan passe deres job. Så jeg tror også, det er rigtig godt for ligestillingen for kvinderne også, fordi flere kan arbejde.
- Vi har undersøgt forholdene i Sverige, hvor man har en lidt tilsvarende ordning. Og der hvor det har den allerstørste effekt er på servicedelen, fordi det er der, man flytter sort arbejde til hvidt arbejde. Meget af det rengøring, der har været tidligere i Sverige, har været sort arbejde..
Nogle vil påstå, at det her er et tilskud til de rigeste, så de kan få hushjælp?
- Det her er et tilskud til alle familier, som gør, at både mor og far kan arbejde og man kan få noget mere ro på bagsmækken derhjemme. Det er jo ikke vilde summer, men bare en lille hjælp betyder, at man får noget mere ro.
Det svarer til, at man får cirka 2.500 kroner i hånden. Rykker det noget for alvor?
- Jeg tror, det betyder noget for et ægtepar kan komme op på 5.000 kroner, og det synes jeg er en meget stor sum penge. Og jeg tror, at det vil være attraktivt for mange at kunne få den hjælp, siger Brian Mikkelsen.