Minister: Jeg kan ikke bremse udfasning af klippekort

Transportminister Henrik Dam Kristensen afviser, at han kan gribe ind i rejsekort-sag. Men han håber på at få en klar forklaring.

- Jeg kan ikke diktere Movia noget. Det er Movia, som udbyder det her, og Movia er ejet af kommuner og de to regioner her på Sjælland. Det er også dem, der ejer rejsekortet - det er ikke Transportministeriet eller ministeren, siger Henrik Dam Kristensen. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Det er kun trafikselskaberne og ikke transportminister Henrik Dam Kristensen (S), som kan afgøre, om planerne om at udfase klippekortene i hovedstadsområdet til fordel for det udskældte rejsekort skal gennemføres som planlagt pr 1. juli.

Det påpeger ministeren, efter at Enhedslisten og Dansk Folkeparti har krævet et stop for udfasningen af klippekortene, mens De Konservative har efterspurgt en hastegaranti fra Henrik Dam om, at rejsekortet fungerer eller få forlænget salget af klippekortene.

Minister kan ikke bestemme over Movia

- Jeg kan ikke diktere Movia noget. Det er det, der har været misforståelsen, siger Henrik Dam Kristensen og fortsætter:

- Jeg har ikke nogen bemyndigelse til det. Det er Movia, som udbyder det her, og Movia er ejet af kommuner og de to regioner her på Sjælland. Det er også dem, der ejer rejsekortet - det er ikke Transportministeriet eller ministeren.

- Men de sidste dage har klart vist, at der er utryghed for en række kunder omkring dette, og det går jeg sådan set ud fra, at disse trafikudbydere, som altså er Movia, DSB og Metroen, er opmærksomme på, siger han.

Tag fat i borgmestrene

Henrik Dam Kristensen opfordrer de utilfredse politikere til i stedet at hive fat i de borgmestre, som sidder i Movias bestyrelse. Den omfatter blandt andet Frederiksbergs konservative borgmester, Jørgen Glenthøj.

- Man skal ikke påtage sig noget, som man ikke har ansvaret for. Uanset hvor gerne man ville, så kan man ikke diktere Movia noget. Det er jo kommunerne og regionerne, som ejer Movia, siger Henrik Dam Kristensen.

Transportministeren understreger, at han tager problemerne med rejsekortet og kritikken fra Forbrugerombudsmanden meget alvorligt.

Derfor ser han også frem til næste uges møde mellem trafikselskaberne, ministeren og Folketingets transportordførere.

Forlanger klar forklaring

Spørgsmål: Er du tryg, hvis trafikselskaberne fortsætter med planerne om at udfase klippekortet fra 1. juli og gå fuldt over til rejsekortet?

- Kun hvis de kan give en klar forklaring på, at det vil ske, uden at forbrugerne får problemer, som det er fremgået af medierne nu. Det er det, jeg netop beder dem om at forklare.

Spørgsmål: Hvis de ikke kan give en klar forklaring på det, vil du så mene, at det er en god idé, at man udskyder processen?

- Så er vi i en ny situation. Men jeg går ud fra, at dem, der ejer trafikselskaberne, må være dybt optaget af, at kunderne føler sig trygge. Det vil være en naturlig reaktion, siger Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/