Minister: Farlige 'nomadelæger' skal automatisk fratages deres autorisation

Nyt lovforslag skal forhindre danske læger i at praktisere i andre nordiske lande, hvis de har fået frataget deres autorisation i et af landene.

Hvis du som læge mister din autorisation i ét nordisk land, skal du miste den i alle, foreslår sundhedsminister Sophie Løhde (V). (© ColourBox.com)

Det skal være slut med, at læger, der er til fare for patienterne, kan rejse fra land til land i Norden og praktisere, uden at myndighederne kan gribe ind.

Derfor vil sundhedsministeren nu automatisk fratage læger autorisationen i alle nordiske lande, så snart de har mistet deres autorisation i et nordisk land.

- Gennem årene har der desværre været en række uheldige sager, hvor læger, der gentagne gange har begået fejl i udlandet, er taget til Danmark og er begyndt at arbejde i sundhedsvæsnet, selvom de ikke længere må arbejde som læger i eksempelvis Sverige eller Norge.

- Det er stærkt problematisk. Og derfor ønsker jeg at stramme autorisationsreglerne, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Hun vil nu fremlægge et nyt lovforslag, der ændrer reglerne og sundhedsministeren håber, at der vil være opbakning til forslaget blandt Folketingets partier.

Forslaget fra ministeren kommer, efter at DR Nyheder tidligere har afsløret, hvordan læger uhindret har kunnet rejse mellem de nordiske lande og behandle patienter, selv om de af myndighederne blev anset for uegnede til at tilse patienter.

I dag er det Styrelsen for Patientsikkerhed, der fører tilsyn med lægerne. Men som reglerne er i dag, kan styrelsen ikke gribe ind overfor læger og sundhedspersoner, der ikke arbejder i Danmark.