Minister: En hotline mod radikalisering er på vej

Socialminister Manu Sareen er snart klar til at præsentere en aftale til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme.

Socialminister Manu Sareen siger, at satspuljeaftalen, der næsten er forhandlet på plads, indeholder en hotline, som man kan kontakte, hvis man kender nogen, der føler sig tiltrukket af radikale islamister. (Foto: © DR Nyheder)

SF og V foreslår en hotline, som forældre og andre kan henvende sig til, hvis de kender nogle, der tiltrukket af radikale islamistiske grupperinger, men en sådan hotline er på vej, siger socialminister Manu Sareen.

Regeringen forventer snart at kunne præsentere en satspuljeaftale om at forebygge radikalisering og ekstremisme. Der er afsat 60,9 millioner kroner til initiativerne, der blandt andet indeholder en national hotline.

Ifølge ministeren er en aftale mere eller mindre forhandlet på plads.

Vil give modvægt til radikale muslimer

- Det handler om den forebyggende tankegang, blandt andet med en nationale hotline, større inddragelse af forældrene og ved at styrke de moderate muslimske stemmer for at give modvægt til de radikale, siger Manu Sareen.

Satspujlepartierne består af alle Folketingets partier minus Enhedslisten, og de fordeler hvert år en pose penge, der findes ved en årlig regulering af overførselsindkomsterne.

Den kommende aftale, som Sareen er klar til at præsentere, er koblet sammen med et af de helt store stridspunkter på Christiansborg i øjeblikket.

Hvad kan man gøre - og hvor meget kan man gøre - for at forhindre borgere i at rejse til Syrien for at kæmpe som hellige krigere for Islamisk Stat?

Vil udstede udrejseforbud

Det forhandles der stadig om i Justitsministeriet, og derfor er den forebyggende indsats endnu ikke præsenteret, forklarer Manu Sareen.

Hos justitsminister Mette Frederiksen diskuteres der blandt andet, om man kan inddrage pas og udstede udrejseforbud til personer, der vil rejse til eksempelvis Syrien.

Ligeledes diskuteres det, om herboende udlændinge uden dansk statsborgerskab skal kunne miste deres opholdstilladelse, hvis de trodser en advarsel fra myndighederne om at rejse ud.

/ritzau/