Når erstatningssagerne til tidligere minkavlere bliver behandlet, er det i vid udstrækning andre tidligere minkavlere, der er med til at fastsætte beløbenes størrelse.
Det viser en artikelserie fra mediet Zetland, der har vakt røre i oppositionen og fået minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) til at meddele, at han vil se på personsammensætningen i de såkaldte Erstatnings- og taksationskommissioner.
Men at kommissionsmedlemmer selv er tidligere minkavlere gør dem ikke nødvendigvis inhabile, understreger Jacob Jensen i Deadline.
- Der skal være et bredt sammensat panel med forskellige kompetencer, herunder kendskab til erhvervet.
De Radikales landbrugsordfører, Christian Friis Bach, opfordrer ellers til, at minkavlere som udgangspunkt bør holdes ude af sagsbehandlingen fremover. Men Jacob Jensen sætter sin lid til dømmekraften hos formændene for de enkelte kommissioner, der alle har juridisk baggrund.
- I den konkrete sag er der jo en vurdering fra dommerens side, om kommissionsmedlememer har såkaldte økonomiske interesser eller har økonomiske interesser hos nærtstående, det er jo definitionen af inhabilitet - og det er en dommer der skal afgøre det.
Se hele interviewet med ministeren i Deadline på DRTV.