Minister: Danske arbejdspladser gør Femern-tunnel dyrere

Et politisk ønske om at skabe danske job forlænger tilbagebetalingstiden med tre år for Femern-projektet.

Lolland får et boost i arbejdspladser, men Femern-tunnelen bliver dyrere af at støbe tunnelelementer i Rødby frem for eksempelvis Polen, lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S). (Foto: © Preben Madsen, Scanpix)

Kravet om danske arbejdspladser er med til at fordyre byggeriet af tunnelen under Femern-bælt mellem Danmark og Tyskland.

Det fortæller transportminister Magnus Heunicke (S) fredag i radioprogrammet P1 Business.

- Det, synes jeg som socialdemokrat, er et super godt krav. Men det er logisk, at det ikke bliver billigere at placere det i Rødby end at gøre det i Polen. Det er klart, siger Magnus Heunicke.

I sidste uge offentliggjorde det statsejede selskab Femern A/S, at tunnelarbejdet - som få måneder før var anslået til 40,5 milliarder - var steget med ni milliarder.

Rødby frem for Polen og Kina

En tredjedel af disse ni milliarder i merpris skyldes, at Femern A/S har valgt at producere tunnelelementerne i Rødby frem for at støbe dem eksempelvis i Polen eller Kina.

- Vi har besluttet at placere alt arbejde i Rødby - og når det er i Danmark, skal det være på danske overenskomster - og vi har også besluttet, at der skal være 500 lærlinge, siger Magnus Heunicke.

Kravet om danske arbejdspladser koster 3,1 milliarder kroner mere end den oprindeligt estimerede pris, hvilket svarer til en tredjedel af den prisoverskridelse på cirka 9 milliarder kroner, der blev meldt ud i sidste uge.

20 andre lokaliteter end Rødby på Lolland havde budt ind på opgaven.

Ifølge Femern A/S var valget af Rødbyhavn som produktionssted ikke udtryk for, at de andre steder ikke egner sig. En række lokaliteter blev betragtet som seriøse og grundige forslag, skrev Femern A/S i en pressemeddelelse, da beslutningen blev truffet.

Tunnel betalt af på 39 år

Men der er andre hensyn at tage, siger transportminister Magnus Heunicke i dag.

- Det er en politisk beslutning. Det er i overensstemmelse med reglerne, og Lolland får et boost i arbejdspladser, siger han.

Konsekvensen af beslutningen er tre års længere tilbagebetalingstid af investeringen.

Femern-tunnelen ventes nu at blive tilbagebetalt på 39 år. Magnus Heunicke understreger, at den danske statskasse ikke skal bruge penge på projektet, som bliver 100 procent brugerbetalt.

Den samlede regning for Femern-forbindelsen er vokset med omkring 20 milliarder kroner siden 2008.