Det fører til mindst 300 nye arbejdspladser og måske helt op til 10.000, når Apple indleder arbejdet med at anlægge sit kommende datacenter i Foulum ved Viborg.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) står bag det første og måske lidt konservative bud på antallet af arbejdspladser frem mod 2026, hvor datacentret ventes at stå helt færdig.
- Det giver direkte 300 nye job gennem hele denne periode, siger Mogens Jensen.
- Herudover kommer selvfølgelig også de afledte jobs i form af services, underleverandører, og der vil være et behov for teknisk personel til bygge- og etableringsfasen, men også et behov for mange højtuddannede it-folk til drift, siger han.
Borgmester: 10.000 arbejdspladser er målet
Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K), vil gerne byde lidt højere end handels- og udviklingsministeren:
- Når vi tager det hele med, vil jeg gætte på, at vi kommer op i mange tusinde arbejdspladser, siger Torsten Nielsen.
- 10.000 arbejdspladser er et stort tal, men det er et mål, siger han.
Apples datacenter er en del af en større investering, hvor Apple ligeledes etablerer et datacenter i Irland. Apple bruger i alt 12,6 milliarder kroner på de to centre. Arbejdet i Viborg skal indledes i 2017, og datacentret ventes at stå færdig i 2026.
Temmelig mange millioner i energiafgifter
Foruden de ventede arbejdspladser, vil der ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen være ekstra indtægter til statskassen i form af de energiafgifter, som Apple skal betale.
- Det vil give temmelig mange millioner i energiafgifter, for det er en temmelig stor energisluger.
- Når datacentret er fuldt udbygget, vil det bruge en tredjedel mere strøm end hele Viborg kommune, men på trods af det kæmpestore elforbrug, bliver det fuldstændig grønt og bæredygtigt, siger Mogens Jensen.
Skattemæssigt kommer der også penge i kassen, lyder det. Apple betaler skat som alle andre og helt efter reglerne i Danmark, siger Mogens Jensen.
- Der er ikke lavet en særlig aftale. De kommer til at betale skat efter almindelige skattevilkår i Danmark for den type virksomheder, siger han.
Datacentret skal køre på 100 procent vedvarende energi, og ifølge Apple er datacentret i Viborg designet til at indsamle overskydende varme og sende det videre ud i det lokale varmesystem "for at hjælpe med at varme hjem i lokalområdet".
Et datacenter anvendes til at huse telekommunikation og datalagringssystemer. Det er blandt andet billeder, musik og filer i sociale netværk, der har medført en eksplosiv vækst i data og dermed et stort behov for lagring på computere placeret i datacentre.