Flere af Saudi-Arabiens nære allierede har fordømt de massehenrettelser, som det arabiske kongedømme eksekverede i weekenden.
De 47 henrettelser har samtidig ført til en krise i forholdet til Iran, der lige som Saudi-Arabien spiller en rolle i konflikten i Syrien.
Derfor udenrigsminister Kristian Jensen (V) nu gøre klart, hvad Danmarks linje er over for de to lande, mener medlem af Udenrigspolitisk Nævn Mette Gjerskov (S).
Hun savner også svar på, hvad den diplomatiske krise efter massehenrettelserne vil betyde for forhandlingerne om fred i Syrien.
- Som opposition kan og skal man ikke føre udenrigspolitik, fordi man ikke har adgang til de samme diplomatiske kanaler og fakta som regeringen. Derfor beder jeg om et samråd, så vi kan få klarlagt den danske linje.
- Jeg savner svar på, hvor stærkt regeringen opfatter Saudi-Arabien som allieret. Og hvad vores kurs er over for det fundamentalistiske Saudi-Arabien, siger Mette Gjerskov.
Hun mener, at det er stærkt problematisk, hvis Danmark skal have tætte forbindelser til et land, der ikke respekterer menneskerettigheder og kvinders rettigheder.
Samtidig har forholdet til Iran ændret sig, efter at alle medlemslande i FN's Sikkerhedsråd blåstemplede atomaftalen med Iran. Men det har ikke afspejlet sig i regeringens linje, mener Mette Gjerskov.
/ritzau/