Hvordan hænger det store regnestykke bag regeringens omstridte landbrugspakke egentlig sammen?
Og gør den miljøet grønnere allerede i år, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har fastholdt fra dag ét?
Det er spørgsmålene, som en række landbrugs- og miljøeksperter skal besvare i dag, når de deltager i en eksperthøring om pakken på Christiansborg.
En af dem er professor Jørgen Ejvind Olsen, der er sektionsleder ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
- Det her spørgsmål er kompliceret, og der er mange regnestykker bag pakken. Og det er op til politikerne at afgøre, hvilke af regnestykkerne de vil bruge. Men jeg håber, de bliver klogere i dag, siger han.
Landbrugspakken blev indgået af de borgerlige sidste år, og den lægger blandt andet op til, at landmændene må gøde mere. Men der vil også være en mere målrettet regulering, som ifølge Miljø- og Fødevareministeriet vil styrke miljøet allerede fra i år.
Men det skyldes ifølge kritikere, at ministeriet har medregnet de positive miljøeffekter fra de seneste tre år, som intet har med V-regeringens politik at gøre.
- Det er vi temmelig mange forskere, som mener, er en misvisende måde at vise det på, siger Jørgen Ejvind Olsen og understreger, at det først er længere ude i fremtiden, at landbrugspakken vil gøre miljøet grønnere.
- Men nu er der ingen, der siger, at en landbrugspakke skal være grøn.