Mette Frederiksen topper listen over de mest populære politikere

I Epinions undersøgelse holder Mette Frederiksen fast i sin førsteplads. Lars Løkke Rasmussen styrtdykker.

Mette Frederiksen holder fast i pladsen som Danmarks mest populære politiker. (Foto: © Kasper Palsnov, Scanpix)

Mette Frederiksen (S) er Danmarks politiker-darling, viser Epinions rundspørge blandt 905 personer.

I undersøgelsen skulle de adspurgte reagere positivt eller negativt på de mest kendte danske politikere. Næsten halvdelen var positive over for Mette Frederiksen, og 29 procent var negativt stemt, hvilket resulterer i en DPI (positiv minus negativ, red.) på 17 procent.

Hun tog samme placering i en tilsvarende undersøgelse fra august sidste år.

Løkke rasler ned af listen

I undersøgelsen fra 2013 kom Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen ind på en andenplads over de mest populære, men et år fyldt med negative sager i medierne har sendt ham et godt stykke ned ad listen, og han ender som den tredjemindst populære politiker med en DPI på -47 procent.

Kun Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Lars Barfoed (K) ligger værre placeret.

Deler vandene eller glemt

Nogle politikere, som Johanne Schmidt-Nielsen (EL), deler vandene. 45 procent er tilfredse med hende, mens 40 procent ser hende negativt.

Andre politikere på listen har de adspurgte ikke megen holdning til. For eksempel er kun 33 procent enten negativt eller positivt stemt over for minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S). 165 personer svarede "ved ikke", mens hele 194 ikke ved, hvem Carsten Hansen er.

I det hele taget er politikerne i Danmark ikke voldsomt populære blandt befolkningen. Det er således kun ni ud af samtlige politikere i undersøgelsen, som får en positiv procentscore i Epinions undersøgelse.

Resten af politikerne får alle en overvejende negativ bedømmelse af befolkningen.

Denne rapportering er udarbejdet på baggrund af i alt 905 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel.

Interviewene er gennemført i perioden 8. august – 13. august 2014.

10 mest populære politikere

  • Mette Frederiksen

  • Karen Hækkerup

  • Manu Sareen

  • Magnus Heunicke

  • Nicolai Wammen

  • Dan Jørgensen

  • Johanne Schmidt-Nielsen

  • Kristian Thulesen Dahl

  • Nick Hækkerup

  • Søren Pape Poulsen

10 mindst populære politikere

  • Lars Barfoed

  • Simon Emil Ammitzbøll

  • Lars Løkke Rasmussen

  • Anders Samuelsen

  • Inger Støjberg

  • Søren Pind

  • Brian Mikkelsen

  • Peter Christensen

  • Carsten Hansen

  • Pia Kjærsgaard

Kilde: Epinion 2014