'I går var det, som om tiden gik i stå', lød det fra statsministeren

Statsministerens nytårstale skulle have handlet om ældrepolitik. Det ændrede en historisk beslutning fra dronningen på.

Statsminister Mette Frederiksen holdt nytårstale på Marienborg - og dronningen var i centrum.

Dronning Margrethes nytårstale i går var historisk.

Mens nytårsfester landet over skulle til at gå i gang, annoncerede hun en nyhed, der kommer til at indskrive sig i danmarkshistorien. Dronningen abdicerer.

I dag blev det så statsminister Mette Frederiksens tur til at holde sin nytårstale, dog uden nyheder af samme omfang.

I talen rettede hun en tak til dronning Margrethe.

- Hvad De har formået gennem snart 52 år er en enestående præstation. Deres betydning kan ikke overvurderes.

Dronningens udmelding vil ifølge statsministeren i fremtiden stå som det, vi kommer til at huske 2024 for.

- I går var det, som om tiden gik i stå, sagde hun i talen.

- De har været vores anker, når det har blæst. Vores samvittighed i livets vigtige spørgsmål. Vores ledsager i årtierne, hvor fremtidens Danmark rejste sig. De har været vores samlingspunkt i det nære og i det svære.

Egentlig skulle statsministerens nytårstale have handlet om ældrepolitik.

Om regeringens forslag til, hvordan ældreplejen skal indrettes i fremtiden.

Allerede 21. december kunne Mette Frederiksen i et opslag på Instagram fortælle, at talen var skrevet færdig.

Skrottede tale

Men dronningens beslutning om at abdicere fik statsministeren til at skrotte talen og få skrevet en ny, der mest handlede om dronning Margrethe, hendes tid som regent og samfundets udvikling i de 52 år, hun har siddet på tronen.

Mette Frederiksen roste dronningen for at være et holdepunkt for Danmark, for at værne om traditioner, men også for være et moderne statsoverhoved.

- Dronningen har formået at tale til os som ét folk. Både til nye og gamle danskere. Såvel til unge som ældre mennesker. Og til hele riget - Danmark, Færøerne og Grønland.

Statsministeren holder sine nytårstaler fra Marienborg nord for København. (Foto: © Nikolai Linares, Ritzau Scanpix)

Når dronningen abdicerer 14. januer, tager kronprins Frederik over og bliver til kong Frederik 10. Og ham har statsministeren stor fidus til, understregede hun.

- Nu tager vi hul på et nyt kapitel for Danmark. Vi vil savne Dronning Margrethe, som vi holder så meget af. Men at Kongehuset som institution lever videre, er i høj grad mennesket Magrethes fortjeneste.

Hjælp til barn nummer to

Mens dronningens afsked altså fyldte det meste af talen, var der også plads til en smule politik.

Blandt andet foreslog Mette Frederiksen i talen at ændre reglerne for fertilitetsbehandling, så man i fremtiden også kan få gratis hjælp fra det offentlige til barn nummer to.

I dag kan man kun få hjælp til det første barn.

Og så rettede statsministeren sit fokus mod situationen i Mellemøsten. Hun sagde, at hele verden er afhængig af fred i Mellemøsten.

- Det er aldrig lykkedes. Men det skal det nu, sagde hun og understregede, at det kræver, at palæstinenserne tager afstand fra Hamas, og at israelerne stopper ulovlige bosættelser.

Men først og sidst handlede talen om den historiske nyhed, der ramte Danmark i går, lige som nytårsfesterne skulle til at tage fart - nemlig at dronning Margrethe forlader tronen, når hun 14. januar har været dronning i 52 år.

- Jeg blev ikke født som royalist. Jeg blev royalist takket være vores dronning, lød det fra statsministeren, inden hun endnu en gang takkede dronningen og ønskede godt nytår.