Mette Frederiksen slår rekorden - de længste forhandlinger om en regering i moderne tid

Indtil nu havde forhandlingerne efter valget i 1975 rekorden med 35 dages regeringsforhandlinger.

Forhandlinger, der endte med Anker Jørgensen som statsminister i spidsen for en socialdemokratisk regering.

Men det var faktisk ikke Anker Jørgensen, der forhandlede løs i 35 dage dengang.

Venstres Poul Hartling, der som siddende statsminister havde udskrevet valget, konstaterede efter to ugers forhandlinger, at hans Venstre-regering kunne fortsætte. Men kun fem dage senere mødte hans regeringen mistillid i Folketinget og blev væltet - og så skulle der forhandles igen.

Her var Hartling tæt på at danne en ny regering sammen med De Konservative, men den gik heller ikke.

Forhandlingerne gik så meget i hårdknude, at Folketingets formand, den radikale Karl Skytte, blev udpeget som kongelig undersøger for at forsøge at forhandle en bred flertalsregering på plads.

Heller ikke det lykkedes, som man kan se i denne TV Avis-udsendelse fra 1975:

Undervejs var hele tre kongelige undersøgere i spil over fire forskellige dronningerunder.

Især Mogens Glistrups Fremskridtspartiet gjorde det vanskeligt for Hartling, da Glistrup undervejs såede tvivl om, om man ville vælte Hartling, hvis han dannede regering.

Derefter fik Anker Jørgensen I sidste ende chancen for at danne regering, og sådan endte det - 35 dage efter valget.

Poul Schlüter brugte i 1988 hele 24 dage på at danne en regering.

Valgkampen op til valget havde blandt andet handlet om de forskellige regeringskonstellationer, hvor De Radikale indtog en særlig rolle.

Selve valget var blevet udløst af, at et flertal uden om regeringen over en periode havde tvunget den til at føre en udenrigspolitik, den ikke selv var enig i.

I april 1988 vedtog et flertal i Folketinget, at amerikanske flådefartøjer direkte skulle spørges, om de var bevæbnede med atomvåben.

At spørge skibene direkte ville være et brud på den hidtidige forståelse med USA, og regeringen så det som et alvorligt brud på alliancesolidariteten i NATO. Det fik i sidste ende Schlüter til at udskrive det, der blev kaldt "atomvalget".

Spørgsmålet i forhandlingerne var, om De Radikale skulle med i den allerede siddende firkløverregering med De Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Det endte med, at Poul Schlüter optog De Radikale i regeringen i stedet for Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De Radikale havde ellers været i opposition til Schlüter på udenrigspolitikken, der fyldte meget i perioden.

Med andre ord 'skiftede De Radikale side' i Folketinget og dannede alliance med de borgerlige.

Det er de regeringsforhandlinger, der henvises til, når man i de nuværende forhandlinger taler om, hvorvidt De Radikale kunne danne alliance med de blå partier og igen 'skifte side'.

Det endte med fire dronningerunder, før der kunne dannes en ny regering, der bestod af Konservative, Venstre og De Radikale.

Endnu engang har vi en forhandling på listen, der endte med Anker Jørgensen som statsminister.

For i 1981 brugte Anker Jørgensen 22 dage på at danne en regering. Han havde allerede siddet på statsministerposten i en årrække, men var ved valget gået 9 mandater tilbage.

Alligevel faldt valget ud sådan, at han igen kunne forhandle om at danne en regering. I første omgang forhandlede han med både De Radikale og SF om at danne en fælles regering, men de tre partier var i sidste ende for langt fra hinanden.

De Radikale, der altså dengang kunne skifte lidt mellem blokkene, pegede dog stadig på Anker Jørgensen som statsminister, og sådan blev det - efter 22 dage.

I videoen her kan du se, hvordan det blev præsenteret i TV Avisen samme dag:

Da Mette Frederiksen første gang skulle forsøge at danne regering, var det særligt den økonomiske politik, der skabte knaster i forhandlingerne. For hvis der skulle være et rødt flertal, skulle man have især Enhedslisten og De Radikale til at enes.

Sidstnævnte arbejdede for at øge antallet af hænder, der er tilgængelige for arbejdsmarkedet, gennem økonomiske reformer. Men Enhedslisten var bekymret for, om det ville øge uligheden i Danmark, da det ville ramme folk uden for arbejdsmarkedet.

Det lykkedes dog efter 20 dages forhandlinger, der mundede ud i en ren socialdemokratisk regering med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre som parlamentarisk grundlag.

Selvom kun Socialdemokratiet endte i regering, udarbejdede de fire partier sammen det, de kaldte et "forståelsespapir".

Tidligere har flere regeringer arbejdet ud fra et nedskrevet regeringsgrundlag, men her lavede man altså et dokument sammen med støttepartierne. En "politisk forståelse" mellem de fire partier, som Mette Frederiksen dengang formulerede det.

Helle Thorning-Schmidt brugte 18 dage på at danne en regering i 2011. På det tidspunkt var det de længste forhandlinger, man havde set i 23 år.

I første omgang blev forhandlingerne mellem Socialdemokratiet, De Radikale og SF holdt fuldstændig hemmelige. Ingen måtte vide noget, og derfor foregik det hverken i Statsministeriet eller statsministerens embedsbolig, Marienborg, som det gør i øjeblikket.

I stedet havde man lejet hele 25. etage på Hotel Crowne Plaza i Ørestaden. 'Det sorte tårn', som det undervejs blev døbt.

Politikerne blev listet ind gennem en vareelevator i hotellets parkeringshus, og vinduerne på etagen var beklædt med sikkerhedsfilm.

Rygtet spredte sig dog, og forhandlingerne i 'det sorte tårn' tiltrak sig stor opmærksomhed.

Den økonomiske politik fyldte især meget under valget i 2011, da finanskrisen havde ramt verden få år forinden.

Derfor var det også et af de store slagsmål i forhandlingerne, der blandt andet endte med, at De Radikale fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, at den nye regering ville fortsætte den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik "i bredeste forstand".

I toppen af tårnet blev de tre partier enige om et regeringsgrundlag, som sidenhen skulle vise sig at blive det længste nogensinde.

Kilder: ft.dk, Danmarkshistorien.dk