Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede på Venstres landsmøde op for en ny udvidet regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative folkeparti.
Forhandlingerne om det nye regeringsgrundlag begynder mandag, og Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, har takket ja til at deltage.
Om en eventuel regeringsdeltagelse vil ændre Liberal Alliances krav om skattelettelser, vil Anders Samuelsen ikke svare på.
Hos Socialdemokratiet er man forundrede over udviklingen.
- Der er spildt rigtig vigtige måneder, vel det meste af 2016, fordi Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen har siddet og stirret på hinanden. Det er ikke en ordentlig måde at drive det politiske arbejde på, siger formand Mette Frederiksen.
- Tror du, man kan regne med, at de allerstørste topskattelettelser er taget af bordet – for eksempel dem til millionærerne?
- Det håber jeg. Det gør bare, at vi alle sammen må konstatere, at det, vi egentlig troede var en politisk kamp fra Liberal Alliances side, ikke handlede om politik, men om adgang til ministerbiler.
- Hvis jeg har ret i det, så har Liberal Alliance og Lars Løkke Rasmussen holdt hinanden i skak og dermed forhindret, at vi kunne lave nogle politiske resultater i Folketinget i det meste af 2016, siger Mette Frederiksen.
Formanden for Socialdemokratiet frygter, at der kommer, hvad hun kalder et mere skævvredet Danmark med skattelettelser i toppen. Derfor håber partiet, at Dansk Folkeparti står fast i modstanden mod topskattelettelser.
- Vi har et rigtig fint samarbejde med Dansk Folkeparti. Jeg håber, det kan fortsætte, og jeg regner med og håber på, at Dansk Folkeparti står fast og ikke accepterer topskattelettelser, fordi der er kommet ny regering, siger Mette Frederiksen, der håber, at en eventuel regering vil fortsætte samarbejdet over den politiske midte.