Statsminister Mette Frederiksen vil ikke lege bogstavlege om partier i en mulig regering efter et valg, siger hun.
Men én bogstavleg vil hun alligevel gerne gå ind i. Hun afviser nemlig en regering bestående af Socialdemokratiet og De Radikale.
- Vi går til valg på, at den her regering fortsætter, eller at der kan laves et bredt samarbejde. Det er det, vi går til valg på, siger Mette Frederiksen.
Hun peger særligt på én altoverskyggende forskel mellem de to partier, der gør, at hun ikke kan se et regeringssamarbejde for sig.
- Først og fremmest fordi uenighederne på udlændingeområdet er så store, at det vil jeg ikke mene, er det rigtige for Danmark, siger Mette Frederiksen.
Étpartiregering eller bredt samarbejde
Mette Frederiksen har flere gange understreget, at Socialdemokratiet går til valg på at fortsætte den étpartiregering, der har eksisteret de sidste tre år. Men samtidig har hun annonceret, at hun også ønsker en regering hen over midten.
Hun vil dog i DR-programmet Krydsild ikke sige noget om, hvilke partier hun godt kan se Socialdemokratiet danne regering med.
- Jeg har ikke lyst til at deltage i en konkurrence, hvor man skal sidde og strege hinanden ud, siger Mette Frederiksen, der dog altså godt vil afvise at udvide regeringen med De Radikale.
- Udlændingepolitikken er en afgørende forudsætning for, at vi kan drive det her samfund på en ordentlig måde, og der er De Radikale alt for langt væk - ikke bare fra Socialdemokratiet, men det kæmpe store flertal af danskerne, siger Mette Frederiksen.
Selvom statsministeren har åbnet for at danne en regering over midten, så har hun understreget, at det stadig bliver med hende for bordenden som statsminister.
Både De Konservative og Venstre har kategorisk afvist, at de er klar til at danne en regering med Socialdemokratiet. Og det er ikke kun på grund af politikken, lyder det fra Venstres formand.
- Det er også et personspørgsmål. Det handler om tillid, og den tillid har jeg ikke til Mette Frederiksen, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Også De Radikale har sagt, at de ønsker en bred regering. Og derfor tager De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, ikke Mette Frederiksens afvisning særlig tungt.
- Jeg kunne godt tænke mig en regering med både røde og blå partier, siger Sofie Carsten Nielsen.
Så den klare afvisning, vi har hørt fra Mette Frederiksen, den er du fuldstændig enig i?
- Vi vil selvfølgelig meget gerne med i en regering - også med Socialdemokratiet, men det, vi går efter, er en regering med både røde og blå partier, siger hun.