Justitsminister Mette Frederiksen (S) reagerer nu på ønsket fra Det Jødiske Samfund om bedre beskyttelse i kølvandet på terrorangrebet i Paris i sidste uge.
Det oplyser ministeren i en mail til Ritzau.
Formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, har overfor Berlingske understreget, at det skal stå klart for Justitsministeriet, at der er behov for bedre beskyttelse
Vil høre om bekymring
Og det får nu justitsministeren til at handle.
- Min vigtigste opgave er at sikre, at befolkningen i Danmark er trygge. Og det gælder selvfølgelig ikke mindst det jødiske samfund. Jeg mødes derfor med Mosaisk Trossamfund i denne uge for at høre mere om deres konkrete bekymring, fastslår Mette Frederiksen.
Har en løbende dialog
- Allerede i dag er det sådan, at PET og Mosaisk Trossamfund er i løbende dialog, om sikkerhedsniveauet er det rigtige for jødiske institutioner i Danmark, ligesom PET vurderer trusselsbilledet mod øvrige offentlige og private organisationer.
- Netop i forhold til det jødiske samfund er der på finansloven afsat et årligt tilskud til at varetage sikkerheden omkring Mosaisk Trossamfunds lokaler, understreger justitsministeren.
/ritzau/