Under et døgn efter, at DR og kulturminister Mette Bock (LA) skrev under på public service-kontrakten for 2019-2023, anklager Dansk Folkeparti i dag DR for at bryde kontrakten, som sætter rammen for, hvilke opgaver DR forventes at opfylde.
Det er DR's beslutning om at spare tv-sportsnyhederne væk, der har fået medieordfører Morten Marinus (DF) op i det røde felt.
- Når der står sportsnyheder direkte defineret i kontrakten, så er det nyheder, underforstået daglige udsendelser, om sport. Man kan jo ikke nøjes med at lave et nyhedsprogram én gang om ugen. Det her er om igen, udtalte han i morges til TV2.
Han fortalte samme sted, at han ville tage fat i ministeren for at sikre, at DR overholder sine forpligtelser. Her til eftermiddag har Mette Bock endnu ikke hørt fra støttepartiet, fortæller hun til DR. Men hun har svaret klar, når det måtte ske:
- Hvis jeg bliver bedt om at gribe ind i forhold til DR på det her punkt, så vil jeg sige, at det gør jeg ikke, fordi der er den her arbejdsdeling mellem, hvad politikerne skal, og hvad DR selv har frihed til at tilrettelægge, siger kulturministeren.
Hun henviser til det såkaldte armslængdeprincip, der betyder, at politikerne på Christiansborg sætter rammerne for DR, men ikke detailstyrer enkelte programmer og redaktioner i mediehuset.
- Jeg har fuld tillid til, at når der står i public service-konkraten, at DR skal dække sport, så vil DR dække sport. Men konkret hvordan det skal finde sted – hvilke typer udsendelser på hvilke flader og hvornår – det skal vi som politikere ikke blande os i, siger Mette Bock.
DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, fremlagde i går DR's spareplan som følge af public service-kontrakten og medieforliget, der pålægger DR besparelser på 20 procent over de næste fem år - svarende til 773 millioner kroner.
Her fortalte hun, at de daglige sportsopdateringer på TV vil forsvinde for i stedet at blive bragt på dr.dk.
Det betyder, at DR fravælger dækning af visse store sportsbegivenheder, som for eksempel cykelløbet Tour de France og Champions League-håndbold. Store og samlende sportsbegivenheder som VM i fodbold skal dog stadig også vises på DR.
Bock vil ikke blande sig i DR's sportsdækning
I public service-kontrakten står der konkret om dækningen af sport:
- DR skal have en bred dækning af smalle idrætsgrene og af handicapidræt. Dækningen skal i øget grad vise alsidigheden i dansk idræt (flere og mindre idrætsgrene samt den lokale/regionale idræt og idrættens samfundsmæssige betydning). Der skal være alsidighed i dækningen i sportsnyheder, transmissioner og dokumentarer.
Den formulering betyder i Morten Marinus' optik, at der skal være daglige sportsudsendelser. Men den tolkning af konkraten deler Mette Bock ikke.
Kan man godt have en alsidig sportsdækning uden at have daglige sports-nyhedsudsendelser?
- Det vil jeg bestemt mene. Der er rigtig mange måder at gøre tingene på, og jeg har en klar forventning om, at DR selvfølgelig vil leve op til den opgavebeskrivelse, der er. Hvordan de præcis vil gøre det, det vil jeg ikke blande mig i, siger kulturministeren.
Den nye public service-kontrakt træder i kraft 1. januar 2019. Et år efter, 1. januar 2020, skal DR aflevere en redegørelse over, hvordan man har levet op til de forskellige opgaver i kontrakten.
- Når vi 1. januar 2020 skal have en redegørelse, så må vi jo tage diskussionen der. Men der er altså en arbejdsdeling, som jeg synes, vi skal respektere, siger Mette Bock.