Tidligere i dag fik Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt et ildebefindende. Han er nu blevet kørt til akutmodtagelsen på Hillerød Hospital, hvor han er indlagt til observation.
Det skriver Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.
Partiet meddeler i den forbindelse, at Morten Messerschmidt sygemelder sig på ubestemt tid.
Messerschmidt kørte i bil, da han pludselig fik tunnelsyn og mistede følingen i sine arme, fortæller Messerschmidts presserådgiver, Kristian Wederkinck Olesen.
- Morten har fået et ildebefindende i en bil på vej til et sommerhus. Han har hele dagen været lidt småsyg, og da han får det her ildebefindende og begynder at blive dårlig, beder han Dot (Morten Messerschmidts partner, red.) om at kontakte skadestuen. De kører meget hurtigt på akutsygehuset i Hillerød, hvor han nu ligger til observation, siger han.
I de seneste dage har DF-politikeren været i vælten i forbindelse med en sag om muligt misbrug af EU-midler. Kristian Wederkinck Olesen pointerer, at Messerschmidt har været under et stort pres i den seneste tid.
- Han er blevet ringet op fra klokken fem om morgenen til klokken elleve om aften. Jeg tror, det har tæret på ham, men jeg er ikke læge og skal ikke kunne afgøre, om det er det ene eller det andet, der er skyld i indlæggelsen.