Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kan i dag ikke svare klart på, om han har en fremtid i dansk politik.
I et interview spørger DR Nyheders EU-korrespondent, Ole Ryborg, direkte til DF's stemmeslugerens fremtidige karriere, efter at der er rejst kritik af Messerschmidts og Dansk Folkepartis brug af EU-støttekroner.
- Jeg trækker da stadig vejret. Men hør her, jeg er valgt ind til sommeren 2019, og det er – som vejret bærer vidnesbyrd om i øjeblikket – lidt langt væk. To et halvt år endnu. Det må man se på, svarer Morten Messerschmidt.
'Politik er en træls beskæftigelse'
Han har tidligere gjort det klart, at han ikke genopstiller til Europa-Parlamentet - men det var derimod ventet, at han vil forsøge at blive opstillet til Folketinget.
- Ærlig talt. Det er ikke lige det, der står øverst på listen over overvejelser. Lige nu synes jeg, at politik er en temmelig træls beskæftigelse. Altså, jeg har lige fået en opinion vedtaget forleden, så jeg passer sådan set mine ting. Men så langt frem tænker jeg heller ikke, siger Morten Messerschmidt.
Dansk Folkeparti har i dag besluttet, at partiet betaler næsten en million kroner yderligere tilbage til EU, fordi der er sået tvivl om, hvorvidt pengene er brugt i strid med reglerne.
Sagen har allerede fået konsekvenser for Morten Messerschmidt, der ikke længere er en del af Dansk Folkepartis ledelse.
- Indtil videre har sagen haft temmelig alvorlige konsekvenser. Min sindsstemning er nogenlunde ligesom vejret her. Og hvad der videre skal ske, må man finde ud af hen ad vejen.
- Jeg er trådt ud af DF's ledelse, og det er en beslutning, som jeg godt kan forstå meningen i og kan være enig i, al den stund, at den uklarhed, der er kommet om de projekter, som vi har kørt, i et stort omfang hviler på mig. Derfor forstår jeg den beslutning og afventer, hvad fremtiden bringer.
Drøfter med DF om egen lomme skal betale
De penge, I betaler tilbage, er nogle, du har været med til at bruge. En del af dem er brugt på eksempelvis middage. Burde du ikke selv komme til lommen og betale noget tilbage?
- Det er da en helt relevant diskussion. Nu har vi brugt de seneste par dage på at gennemgå alle tingene, få dissekeret ud, hvad det er for nogle projekter og ting, som DF's delegation har været en del af. I tre af de fire år var der jo ganske mange flere partier med i både Meld og Feld end os. Det er klart, at alt må vendes og diskuteres internt herfra.
Hvis vi tager middage behøver man vel ikke undersøge det så meget. Synes du, det har været i orden at bruge EU-penge til de her ting?
- Som jeg lige har fået det forelagt, så er der afholdt for cirka 10.000 kroners repræsentationer om året. Der må andre afgøre, om man synes, det er meget eller lidt. Det er noget, jeg drøfter med Dansk Folkeparti.
Men er det i din verden i orden, at man bruger penge fra Meld til repræsentation?
- Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er noget, der er blevet godkendt i revisionen. Derfor må man gå ud fra, at det er i orden. Så kan man diskutere moralsk og alt muligt andet. Og det er jeg selvfølgelig fuldstændig åben over for.
Hvem har fået ideen til, at man kunne spørge Meld, om I kunne få 100.000 kroner i støtte til, at du skal tale om EU til Dansk Folkepartis sommergruppemøde?
- Alle de projekter, der er blevet afholdt, er kommet til på den måde, at man som politiker sidder og taler omkring et bord og udvikler nogle ideer til, hvilke kampagneaktiviteter, man kan tænke sig at holde. Og så præsenterer man det for de folk, der styrer formalia i Meld. Og så siger man 'kan en sådan konference, brochure lade sig gøre inden for reglerne'.
- Nogle gange har vi fået at vide, at det var uproblematisk, andre gange har vi fået at vide, at det var vigtigt at være opmærksom på den og den sondring, og der skal være hovedvægt på det og det tema. Tekniske ting. Så har vi rettet ind. Derfor har jeg troet på, at vi var inden for reglerne.
Udgav bog om EU-fråds for EU-midler
Men synes du selv i din egen moralopfattelse, at det er rimeligt at spørge om EU-tilskud til en EU-diskussion på et sommergruppemøde?
- Man kan jo diskutere alting retrospektivt, men må nødvendigvis agere i den anden rækkefølge. Den måde, vi har håndteret det her på, har været at kigge rundt i parlamentet og alle mulige andre steder, hvor der holdes konferencer for de europæiske partier. Så har vi spurgt de folk, der har siddet og holdt styr på tingene for os, om det her er et problem og fået at vide, at det kunne godt lade sig gøre.
- Så kan man sagtens efterfølgende tænke 'var det klogt'. 'Skulle man have gjort det på en anden måde?' Og man kan meget vel også komme frem til, at det skulle man. Men det kan man ikke ændre så meget på nu. Det, vi så gør, er at tage konsekvensen af det. På trods af, at det er revideret, og der er en undersøgelse i gang, der skal finde ud af, om det er inden for skiven eller ej, så vælger DF at trække en streg i sandet og betale det hele tilbage. Også for aktiviteter, som slet ikke er blevet problematiseret.
Du har udgivet en bog om fråds med EU-midler betalt af Meld. Burde du ikke af alle mennesker have tænkt mere over, om det var rimeligt at bruge EU-skatteborgernes penge til de her ting?
- Det har du muligvis helt ret i. Da vi udgav bogen tænkte jeg, at det var en relevant information for borgere. Virker det ironisk at udgive den for EU's egne penge? Det kan godt være.
Kan du ikke forstå, at man så tænker, at I ikke er bedre end dem, du selv har gået og skældt ud for at misbruge EU-midler?
- Jeg synes, du skal læse den bog, så vil du se, at der er nogle ting, som får alt, hvad vi nu er anklaget for, til at blegne ganske betragteligt. Men man kan sagtens have en overvejelse om, hvorvidt vi skulle have grebet tingene anderledes an. Det vælger vi så også at tage konsekvensen af og sige, at så refunderer man hele det samlede beløb.
Kan vælgerne stadig have tillid til dig?
- Det må du prøve at spørge vælgerne om. Jeg har det selvfølgelig enormt skidt af mange årsager. For det første har jeg det enormt skidt over at have været med til at lave noget, som jeg sådan set troede var i orden, men som så efterfølgende har kunnet bringes i tvivl. For det andet, det du nævner med vores kritik af EU-systemet, som jeg sådan set stadig synes er valid, der er det selvfølgelig enormt ubehageligt at kunne blive udsat for den samme kritik. For det tredje er det bare drønubehageligt at være udsat for sådan en omgang her.
Betragter du dig selv som et plus for Dansk Folkeparti?
- Nu spurgte du om vælgerne før, og nu spørger du om Dansk Folkeparti. Altså, hvad skal jeg svare på det? Nu har jeg været igennem en temmelig træls uge. Om jeg er et succeskort for Dansk Folkeparti? Det er måske ikke det rigtige tidspunkt at foretage den måling.