Meld købte 70.000 kuglepenne for knap en halv million kroner

Ordrerne gik til to polske firmaer, hvoraf det ene har tætte forbindelser til den tidligere polske Meld-formand, oplyser Ekstra Bladet.

Det europæiske parti Meld har ifølge Ekstra Bladet bestilt kuglepenne for knap 500.000 kroner, men hverken Rikke Karlsson eller Anders Vistisen har set en Meld-kuglepen. (Foto: © Andrew Unangst, Andrew Unangst)

Historierne om mistænkelig omgang med EU-støtte i det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld, som Dansk Folkeparti har siddet med i, trækker nu tråde til Polen.

I dag skriver Ekstra Bladet, at Meld har bestilt 70.000 kuglepenne for i alt 486.000 danske kroner hos to firmaer i Polen.

Den største bestilling på 60.000 kuglepenne for 400.000 danske kroner skete ifølge Ekstra Bladet i 2013, hvor Morten Messerschmidt var vicepræsident i Meld.

Bestillingen gik til det polske firma Wer, som er ejet af Waclaw Rosicki. Han har studeret sammen med den tidligere formand for Meld, Jacek Wlosowicz, der er medlem af det polske parti Solidarna Polska.

Året efter ordren donerede Waclaw Rosicki ifølge Ekstra Bladet knap 26.000 danske kroner til Solidarna Polska.

Jacek Wlosowicz var Meld-formand, inden Morten Messerschmidt tog over i 2014.

Ekstra Bladet kan ikke finde det andet firma, E-Kommunikati, der fik den anden bestilling på 10.000 kuglepenne for 86.000 danske kroner.

Det tidligere Dansk Folkeparti-medlem Rikke Karlsson, der forlod partiet på grund af manglende informationer om økonomien i Meld og den tilhørende fond Feld, siger til Ekstra Bladet, at hun aldrig har set en Meld-kuglepen.

Det samme siger Anders Vistisen, der var juridisk rådgiver for Morten Messerschmidt fra 2012 til 2014, hvor han blev blev valgt ind i Europa-Parlamentet. I dag er han gruppeformand for Dansk Folkepartis to andre europa-parlamentarikere. Han er sat til at rydde op i Meld-sagen.

Ekstra Bladet har forespurgt på kuglepenne-priser i Danmark. Her vil 70.000 kuglepenne med fire farver tryk på koste mellem 170.000 og 200.000 kroner i Danmark. Altså under 300.000 kroner under prisen i Polen.