Markante Venstreprofiler vender ryggen til Løkkes sundhedsreform

Herning-borgmester Lars Krarup er en af kritikerne, der ikke håber på en vedtaget sundhedsreform.

Lars Løkke Rasmussen ses her sammen med partikollegaen Søren Gade. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

En række af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) egne partifæller bakker ikke op om det udspil til en sundhedsreform, som regeringslederen tidligere på dagen præsenterede i Statsministeriets spejlsal.

Blandt dem er en række af partiets markante profiler i baglandet - herunder Herning-borgmester Lars Krarup. Han deltog i den gennemgang i Statsministeriet, som Lars Løkke Rasmussen holdt for partifællerne i går aftes.

- Jeg har godt nok svært ved at se, at det skal være løsningen på problemerne for fremtidens patienter. Det bliver en meget stor centralisering, og jeg håber ikke, at det bliver til noget, siger han til Herning Folkeblad.

Ifølge avisen bakker Venstre-borgmesteren grundlæggende op om behovet for en sundhedsreform, men derfra stopper enigheden også.

- Jeg er enig i analysen af, at der er behov for at kigge på sundhedsvæsenet i et borgernært perspektiv, for vi går ind i en fremtid med stadigt flere patienter. Men det skal håndteres på en anden måde, siger han til avisen.

Regionsformand har advaret mod lukning længe

Heller ikke Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, støtter op om projektet. Det sagde hun til DR i går aftes - og efter præsententationen uddyber hun sin kritik til avisen JydskeVestkysten.

- Man går fra tre til to folkevalgte niveauer, men med tre ekstra led, så jeg har svært ved at få øje på forenklingen, selvom man forsøger at sælge det som en forenkling. Det ser jeg ikke, siger hun med henvisning til, at der i stedet for regionerne blandt andet bliver oprettet 21 sundhedsfællesskaber landet over samt en bestyrelse for det samlede sundhedsvæsen, siger hun ifølge jv.dk.

Tidligere minister imod reformplan

Også Søren Gade, der er tidligere forsvarsminister, gruppeformand og nuværende menigt folketingsmedlem i partiet, er stærkt kritisk efter præsentationen.

Det siger han til TV MidtVest.

- Jeg er stærk tilhænger af den demokratiske kontrol, og jeg synes, man gør en fejl ved at flytte de beslutninger væk fra borgerne.

- Det, jeg frygter, er, at magten lige så stille glider væk herfra og til nogle bestyrelser, der sidder et andet sted. Det folkevalgte har det smukke i sig, at det skal på valg hver fjerde år. Hvis du ikke synes, det er godt nok, kan du vælge nogle andre til at varetage dine interesser, siger Søren Gade til TV MidtVest.

Alle Venstres 54 regionsrådsmedlemmer har i et fælles brev ligeledes opfordret statsministeren til at bevare regionerne. Det var dog før dagens præsentation.