Hvad er et demokrati? Og hvad laver en statsminister egentlig? Det er nogle af de spørgsmål, den tidligere radikale folketingspolitiker, minister og nuværende konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, forsøger at give svar på i sin nye børnebog, der hedder ‘Margrethe Vestager fortæller om politik, magt og stemmer, der tæller’, og som netop er udkommet.
Det er nemlig vigtigt, at politik og demokrati også kommer i børnehøjde, fortæller hun i Aftenshowet:
- Jeg tror i virkeligheden, der er en stor interesse fra børn for, hvordan vores samfund egentlig fungerer.
- Det er den nysgerrighed, som jeg synes, man skal pirre og fylde noget på, så de bliver ved med at stille spørgsmål til, hvordan vores samfund fungerer.
Margrethe Vestagers egen politiske interesse blev vakt, da hun gik i 5-6. klasse, og hun håber at kunne bidrage til, at flere børn får lyst til at tage aktiv del i det samfund, de er i. Om det så er i skolegården, på fodboldbanen eller noget helt tredje.
- Et samfund som vores bygger jo på, at vi har lyst til at være med.
Se eller gense hele indslaget i onsdagens Aftenshowet.