Måling: Thorning bevarer flertal

Trods skattesagen fastholder Helle Thorning-Schmidt den høje vælgeropbakning. Stærk krisehåndtering er årsagen, siger eksperter.

Ballladen om Helle Thorning-Schmidts mands skatteforhold har givet ridser i lakken på Gucci-tasken. Helle Thorning-Schmidt kan dog stadig smile over at have retning mod Statsministeriet - ifølge ny meningsmåling. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Trods mere end en uges dårlig presse står partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) stadig til at indtage Statsministeriet med et massivt rødt flertal i ryggen og sin personlige popularitet i behold. Det viser to meningsmålinger, som YouGov Zapera har foretaget for metroXpress oven på skattesagen.

Søvndal på toppen - Espersen i bunden

Socialdemokraterne går kun 1,5 procentpoint tilbage til 27,3 procent af vælgerne. Samtidig er Thorning stadig den næstmest populære partileder, kun overgået af hendes alliancepartner Villy Søvndal (SF), mens Lars Løkke Rasmussen (V) og Lene Espersen (K) ligger i bunden af popularitetsbarometeret.

Thorning har lukket sagen

Til forskel fra Espersens håndtering af Mallorca-sagen har S-formanden formået at lukke sagen, før den udviklede sig, lyder det samstemmende fra politisk redaktør på TV 2 Henrik Qvortrup og polisk redaktør på Fyns Stiftstidende Troels Mylenberg.

- Thorning har brugt mindre end en uge på at erkende, at hun stod med en alvorlig sag. Hun har lagt sig fladt ned i stedet for som Lene Espersen at fremstå rethaverisk gennem 60 dage, før der faldt en undskyldning. Samtidig har hun og manden indgivet selvangivelse til Skat. Det er bodsgang, så alle fatter det. Det er stærk krisehåndtering, siger Qvortrup til metroXpress.

Ro i rødt baglandet

Troels Mylenberg hæfter sig også ved, at der har været opbakning til Thorning fra det socialdemokratiske bagland, mens interne kritikere omvendt flokkedes om at udstille Lene Espersen i Mallorca-sagen.