M-ungdomsleder: Jeppe Søe var imod mere omfattende adfærdskodeks

Ifølge M-ungdomsleder er Jeppe Søe skyld i, at partiet har et "mindre" adfærdskodeks end planen. Søe afviser.

Jeppe Søe (M) siger, at han har "godt og vel 120.000 e-mails, sms'er og referater", som han "kunne bruge", hvis han ville partiet ondt. Men det ønsker han ikke, da han er "født loyal". (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Folketingsmedlem Jeppe Søe (M) var tilbage i 2021 i forbindelse med dannelsen af Moderaterne imod et forslag til et adfærdskodeks for det kommende parti, fordi det "gav for mange begrænsninger".

Det siger Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz, der er hovedbestyrelsesmedlem i Moderaterne og politisk leder for Unge Moderater, til Jyllands-Posten.

- Jeg kan bekræfte, at Jeppe Søe var imod vores forslag til et kodeks, da han mente, at det gav for mange begrænsninger. Det er på grund af ham, at vi endte med et mindre kodeks, end vi havde planlagt, siger hun til Jyllands-Posten i en kommentar.

Hun uddyber ikke, hvilke begrænsninger der var tale om, og hvordan kodekset blev mindre.

Jeppe Søe "afviser pure" over for avisen beskyldningen og mener, at det er et forsøg på spin fra partiets side.

Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz var med i Moderaterne da deres adfærdskodeks blev udarbejdet i 2021. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Ønsker en 'gennemgribende' undersøgelse

Fredag kunne B.T. fortælle, at en række nuværende og tidligere ansatte hos Moderaterne har sendt en indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø. Her beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen.

I samme artikel kunne B.T. citere fra en besked sendt fra Jeppe Søe til medlemmer af partiets hovedbestyrelse.

Her lød det blandt andet, at partiets ledelse kender til "de udfordringer", der blev beskrevet i indberetningen til Arbejdstilsynet, men at der ikke er blevet "reageret på problemet", som er et "direkte brud" på partiets adfærdskodeks.

To dage senere krævede Jeppe Søe "en uvildig og gennemgribende undersøgelse af Moderaterne som arbejdsplads".

Det blev i stedet besluttet efter et langt krisemøde, at partiet blandt andet tilknytter en erhvervspsykolog.

Jeppe Søe reagerede på den beslutning ved at fastholde ønsket om en uvildig undersøgelse, hvilket han i folketingsgruppen står alene med.

- Derfor må et ansvarligt moderne parti selvfølgelig omgående igangsætte en gennemgribende uvildig undersøgelse af hele partiets arbejdsmiljø og kultur, hvor man i enrum taler med både nuværende og tidligere ansatte, sagde Jeppe Søe i en skriftlig kommentar til TV Midtvest tirsdag.

120.000 e-mails, sms'er og referater

Men nu lyder det altså fra den politiske leder for Moderaternes ungdomsparti, at Jeppe Søe var årsagen til, at partiets adfærdskodeks blev mindre end planlagt.

Jyllands-Posten beskriver, hvordan det første udkast til et adfærdskodeks indeholdt 13 underpunkter. Det endte med at indeholde otte underpunkter.

Præcis hvordan og hvorfor kodekset endte som det gjorde, dokumenteres ikke.

Jyllands-Posten har forbeholdt Jeppe Søe beskyldningen. Han afviser og mener, at der er tale om spin fra partiets side.

- Alle udgaver røg frem og tilbage. At have en sådan coc (code of conduct, red.) skal ethvert moderne parti. Den skal blot være ekstremt virkelighedsnær og fungere i praksis, ikke symbolsk, skriver han til avisen.

Videre siger han, at han har "godt og vel 120.000 e-mails, sms'er og referater", som han "kunne bruge", hvis han ville partiet ondt. Men det ønsker han ikke, da han er "født loyal".

/ritzau/