- For regeringen er det vigtigste, at vi her og nu sikrer, at den produktion, der kommer op at stå i Danmark, også er med til at sikre en selvforsyning til vores forsøgsordning.
Således lød det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) 29. juni i Politiken, da hun kunne fortælle, at regeringen har planer om, at danske landmænd nu kan søge om tilladelse til at få lov til at producere medicinsk cannabis. Et forslag, der havde bred opbakning på Christiansborg.
Tilladelsen skal kunne gives fra 1. januar 2018 og skal gælde fire år. Hermed skal det foregå sideløbende med en forsøgsordning, der giver udvalgte patientgrupper, eksempelvis folk med kræft, stærke smerter eller sklerose, mulighed for at få lægeordineret medicinsk cannabis.
Men her lidt mere end to uger efter, at regeringen offentliggjorde deres planer om at tillade produktion af medicinsk cannabis, bliver der sået tvivl om Ellen Trane Nørbys planer om, at danske producenter skal kunne bidrage.
Hos Lægemiddelstyrelsen - en styrelse under ministeriet - som har til opgave at give tilladelse til kommende cannabisproducenter, skriver man nemlig i en artikel på sin hjemmeside, at dansk cannabisolie ikke kommer til at ende hos danske kræftpatienter og andre syge under forsøgsordningen, der løber ud 1. januar 2022. Først hvis forsøgsordningen bliver permanent, vil danske producenter få mulighed for at sælge deres produkter.
- Det (forsøgsordningen, red) giver kun mulighed for, at patienter i Danmark kan få udleveret medicinsk cannabis, der er fremstillet i andre lande, og som opfylder oprindelseslandets krav til særligt kvalitet, og som er godkendt til udlevering til patienter i oprindelseslandet.
- Det er altså ikke muligt for danske virksomheder eller landmænd at levere medicinsk cannabis dyrket eller forarbejdet i Danmark til forsøgsordningen, der varer 4 år fra 1. januar 2018, lyder det i artikel på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
I artiklen fremgår det også, at det 'formentlig heller ikke bliver muligt at få tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen til at eksportere medicinsk cannabis'.
Henviser til lovforslag
Efter DR Nyheder henvendte sig til Lægemiddelstyrelsen, er artiklen blevet pillet ned fra hjemmesiden.
Tidligere lød det dog, at baggrunden for, at danske producenter ikke kan bidrage til forsøgsordningen skyldes udkastet til lovforslaget, hvor man stiller følgende betingelse for den medicinske cannabis:
- Et cannabisholdigt produkt, som importeres til Danmark, i henhold til de i loven fastsatte regler herfor med henblik på at fremstille et cannabisslutprodukt.
DR Nyheder har været i kontakt med Sundheds- og Ældreministeriet, der oplyser, at man er i gang med at undersøge, hvordan sagen hænger sammen.