Det skal være dyrere at købe en pakke cigaretter.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en tale hos Kræftens Bekæmpelses repræsentantskabsmøde i Kolding.
- Vi vil hæve prisen med 20 kroner per pakke, så den kommer på den gode side af 60 kroner, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge TV2 News.
Tiltaget er en del af en plan på ni punkter, der skal komme det stigende antal af unge rygere til livs og sikre en røgfri generation i 2030.
Neutrale cigaretpakker
Derudover vil Venstre have neutrale cigaretpakker. Dermed tilslutter partiet sig rød blok, som i årevis har ønsket, at den farverige grafik på pakkerne skal væk.
I januar kom det frem, at der for første gang i 20 år var sket en stigning i andelen af danskere, der ryger. Det viste den årlige undersøgelse af rygevaner, som blandt andet Sundhedsstyrelsen står bag.
Andelen af ryger, var i 2016 på 21,1 procent af befolkningen, men sidste år steg andelen til 23,1 procent.
Det svarer til en stigning på 9,5 procent på to år.
/ritzau/