Løkkegaard ser frem til Bruxelles: Det er en forfremmelse

Morten Løkkegaard (V) glæder sig til at afløse Ulla Tørnæs (V) i Europa-Parlamentet.

Morten Løkkegaard er Venstres nye mand i Europa-Parlamentet. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Tingene ændrer sig hurtigt i politik.

I går var Morten Løkkegaard EU-ordfører for Venstre i Folketinget - i dag blev det offentliggjort, at han afløser Ulla Tørnæs og overtager hendes plads i Europa-Parlamentet.

Og Morten Løkkegaard skulle ikke bruge lang betænkningstid, før han sagde ja til statsministerens forslag.

- Jeg skulle lige spørge min kone og datter, men da de sagde god for det, så bestemte jeg mig efter en kort overvejelse, siger Morten Løkkegaard til DR Nyheder.

Nogle vil måske mene, at det er en degradering at flytte fra Christiansborg til Bruxelles, men sådan ser Morten Løkkegaard det ikke.

- For mig er det en forfremmelse. Jeg har altid sat Europa-Parlamentet højt, og det har altid været mit førstevalg. Det er et usædvanligt spændende sted at arbejde, og hvis jeg så det som en degradering, ville jeg ikke tage imod jobbet.

Morten Løkkegaard har endnu ikke overblik over arbejdsopgaverne, der venter, men han har en forhåbning om at være spidskandidat for Venstre, når der er valg til Europa-Parlamentet i 2019.

- Jeg har talt med statsministeren om det. Der skal være et tidsperspektiv i det, man gør, og når man bliver kastet ind i sådan en opgave, så må det også godt give mening på den længere bane, siger han, men fastslår:

- Man skal aldrig regne med noget i politik, men man kan håbe på noget, og det gør jeg selvfølgelig.