Løkkefondens direktør om kvotesag: Det er møgirriterende

Vi er ufrivilligt i medierne, fordi vores grundlægger er statsminister, siger direktør i Løkkefonden.

For at rejse penge til Løkkefonden deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn 21. januar 2018. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen. (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

Løkkefonden bliver igen og igen omtalt i medierne i disse dage, men ikke for fondens arbejde med udsatte drenge.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - som stiftede Løkkefonden i 2012 - er nu to gange blevet bedt om at deltage i samråd for at forklare sit forhold til nogle af de mennesker, der har doneret penge til fonden.

For nogle af dem har - ud over at være bidragydere til Løkkefonden - også store erhvervsinteresser i fiskeriet.

Det har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt de har en bagtanke med donationen - altså om de på denne måde køber sig til statsministerens opmærksomhed. Det afviser Lars Løkke Rasmussen på det kraftigste - senest på et samråd i går.

- Svaret er helt entydigt 'nej', sagde Løkke i går på spørgsmålet om, hvorvidt det på nogen måde påvirker statsministeren eller regeringens politik, at han har relationer til storfiskere.

Drenge halter efter piger

Ikke desto mindre ærgrer direktør i Løkkefonden Frederik Meyer sig over al den omtale, der cirkulerer i danske medier for tiden.

- Det er møgirriterrende. Vi har en rigtig god sag, og så taler vi i stedet om konspirationsteorier og ting, der aldrig har fundet sted. Vi er ufrivilligt i medierne, fordi vores grundlægger er statsminister, siger han:

- Det er frustrerende, at det ikke er Løkkefondens arbejde, der bliver talt om, når der bliver talt om Løkkefonden. Diskussionen burde handle om de problemer, der er i Danmark, hvor drengene halter efter pigerne, siger Frederik Meyer.

Han henviser til, at langt færre drenge end piger får en uddannelse efter folkeskolen.

- Det ville vi jo meget hellere have, at der var fokus på, sådan at vi sammen med resten af samfundet kan gøre noget ved den store udfordring, som vi alle står over for, siger han.

Direktøren erkender dog, at det er "på godt og ondt", at ordet Løkkefonden i de seneste mange dage har fået spalteplads.

- Det er selvfølgelig kommet en ekstra "awareness" omkring vores fond, og det er vel et eller andet sted godt, og ingen har sagt, at fonden gør et dårligt stykke arbejde:

- Men den omtale, som vi godt vil have, er ikke en politisk omtale, fordi vi er ikke et politisk projekt. Vi er en almennyttig fond med et velgørende formål, siger Frederik Meyer.

Tager ansvar

Hvad får de private firmaer og fonde egentlig for deres penge?

- Der er flere og flere selskaber og firmaer, der i løbet af de sidste år er begyndt at indføre en såkaldt CSR-politik, fordi man gerne vil gøre en forskel og være med til at tage et ansvar:

- Mange selskaber er opmærksomme på, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i Danmark, og hvis vi kan hjælpe flere drenge til at blive uddannelsesparate, så vil selskaberne også i sidste ende nyde godt af det, siger Frederik Meyer.

Frygter du, at al den negative omtale, der har været på det seneste, betyder, at der kommer færre bidragydere til Løkkefonden?

- Der har ikke været ballade med Løkkefonden eller vores projekter. Der er ikke nogen, der har udfordret det i den her debat. Og det er vi da rigtig glade for.

- De mennesker, der støtter os, fonde eller private selskaber, er gået ind i det her af helt andre årsager. Det er ikke for at networke eller brande sig selv. Det er for at være med til at gøre en forskel og tage et ansvar, siger Frederik Meyer.