Løkke varsler finanslov med færre penge end ventet

Ifølge statsministeren viser et kasseeftersyn, at den tidligere regering har efterladt et milliardstort hul. S afviser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varsler nu en strammere finanslov end ventet.

Der bliver ikke så mange penge at gøre godt med næste år, som det ellers var ventet.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der varsler en stram finanslov, skriver Berlingske.

Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen kommer, efter at regeringen er gået i gang med at lave et såkaldt kasseeftersyn af statens økonomiske tilstand, som Venstre bebudede før valget.

- Det kan komme til at betyde, at vi skal kæmpe en brav kamp for overhovedet at holde os inden for budgetreglerne. Det var ikke ligefrem det, den tidligere regering gav udtryk for - og det kan komme til at betyde, at vi kan mindre i 2016, end vi gerne ville, siger han til Berlingske.

Peger fingre af tidligere regering

Resultatet af kasseeftersynet vil først blive lagt frem senere i august, men statsministeren placerer skylden for de manglende penge hos den tidligere regering.

I Lars Løkke Rasmussens optik satte den tidligere regering gang i for mange offentlige investeringer samt Togfonden, der på grund af lavere oliepris mangler milliarder af kroner for at hænge sammen.

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, afviser over for Berlingske klart, at SR-regeringen efterlod ubetalte regninger:

- Derfor mener jeg, det er forkert af Lars Løkke at bruge os som undskyldning for, at han ikke kan gennemføre ting, som han har lovet.

K: Så må vi prioritere

Venstre-regeringen skal finde mindst 90 mandater i Folketinget, der skal stå bag finansloven, og hos de Konservative mener formand Søren Pape Poulsen, at der godt kan blive penge til de vigtigste ting.

Det handler blot om at prioritere, siger han, og nævner offentlig nulvækst som et håndtag, der kan skrues på for eksempelvis at finansiere et stop for grundskylden.

Dansk Folkeparti, det største parti i blå blok, nævner sundhed, ældre og politi som områder, partiet vil prioritere i finanslovforhandlingerne.

/ritzau/