Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal torsdag i næste uge for første gang mødes med den nye amerikanske præsident, Donald Trump, i Washington i USA.
Her vil Lars Løkke Rasmussen bekræfte det tætte samarbejde mellem Danmark og USA.
- Jeg ser frem til drøftelser med præsidenten om, hvordan vi kan fastholde og udbygge det gode forhold mellem vore to lande, udtaler Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen citeres statsministeren også for at sige, at USA i årtier har "været garant for fred, frihed og sikkerhed i vores del af verden. Skiftende præsidenter har prioriteret vores venskab og samarbejde over Atlanten højt. Dette møde bekræfter, at Danmark og USA fortsat er tætte allierede."
Også den amerikanske præsident, Donald Trump, ser frem til mødet. På Det Hvide Hus' hjemmeside bekræftes det i en udtalelse fra Trumps talsmand, at mødet vil finde sted i Det Hvide Hus om præcis en uge.
- Under mødet vil præsidenten og statsministeren diskutere vores stærke bilaterale samarbejde, og hvordan vi skal samarbejde fremadrettet, heriblandt styrke vores allerede robuste økonomiske bånd, slå ISIS og styrke vores forsvars- og sikkerhedssamarbejde, lyder det i udtalelsen.
Forud for mødet med Donald Trump skal statsministeren til møder med højtstående medlemmer af Kongressen.
Efter besøget i Washington rejser Lars Løkke Rasmussen videre til De Amerikanske Jomfruøer og Mexico.