Løkke om russisk krigsmelding: 'Det har været et absurd teater at betegne det som andet'

Lars Løkke Rasmussen understreger, at den danske hjælp til Ukraine skal fortsætte.

At Rusland nu betegner, det de har gang i Ukraine, som en krig, ændrer ikke noget, mener Lars Løkke.  (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

En ellers opsigtsvækkende melding fra Rusland om, at landet er i krig i Ukraine, er knap så opsigtsvækkende for den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Det siger han fredag.

- Nu siger Putin det, vi alle sammen har vidst hele tiden. Så det er jo så første gang i nyere tid, jeg er enig med Putin. Altså Putin er i krig i Ukraine. Det har vi vidst hele tiden. Og det har været et absurd teater at betegne det som andet end det.

Meldingen kom tidligere på dagen og er opsigtsvækkende, fordi det er første gang, at det officielle Rusland siger, at man er i krig i Ukraine.

- Rusland er i krig, eftersom den vestlige deltagelse har gjort den særlige militære operation til krig, lød meldingen konkret fra Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass i et interview med mediet AIF Moskva.

De seneste mere end to år har den klare linje ellers været, at der er tale om en "særlig militær operation", og det har været forbudt at omtale den russiske invasion af nabolandet som en krig.

'Man fører ikke krig med ord'

Men at Rusland nu betegner, det de har gang i Ukraine, som en krig, ændrer ikke noget, mener Lars Løkke.

- Rusland har lavet en fuldskala ulovlig invasion af Ukraine. I strid med FN-pagten og alle internationale regler. Så de har været i krig siden februar 2022. Og Ukraine har jo også reageret sådan og forsvaret sig. At Putin så begynder at bruge de rigtige ord, om det han har gjort i to år, det flytter i sig selv ingenting.

- Man fører ikke krig med ord, det gør man med våben. Og Rusland har omstillet hele deres økonomi til en krigsøkonomi – det har vi opdaget. Også inden Putin begyndte at bruge nye ord om det.

Han slår fast, at den danske støtte til Ukraine fortsætter. Han fortæller, at man i EU-kredse lige nu er i gang med at diskutere, hvordan vi kan "steppe op".

- For vi er nødt til at gøre noget mere. Vi har ukrainere, der er i desperat nød for ammunition. Vi skal gøre noget mere for at levere på de løfter. Vi skal have opbygget en europæisk forsvarsindustri og have oprustet vores forsvar, siger han.