- Slet, slet ikke i orden!
Med de ord indleder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et opslag på Facebook om Tyrkiets præsidents hårde ord mod folketingsmedlemmet Nikolaj Villumsen (EL).
I et tv-interview sendt på den arabiske tv-kanal Al Jazeera beskylder præsident Recep Tayyip Erdogan ifølge DR's oversættelse Villumsen for ikke at have været uvildig som valgobservatør ved søndagens folkeafstemning i Tyrkiet.
- Danske folketingsmedlemmer skal ikke udråbes ud som terrorsympatisører, skriver Løkke.
- Og da slet ikke, når de arbejder hårdt på at sikre, at en folkeafstemning går rigtigt til - at demokratiske principper overholdes, og der ikke fuskes.
- Jeg mener klart, at den tyrkiske præsident misbruger sin position med hans personudfald mod en dansk politiker. Det her verbale overgreb på en af mine Folketings-kolleger er ikke i orden, skriver statsministeren.
Erdogan: Arbejder åbent i terroristernes navn
Erdogan spørger i interviewet, hvordan man kan være uafhængig og neutral observatør, hvis man står i ledtog med terrororganisationer og har forbindelser til kurdiske mindretal, som er kendte kritikere af Erdogan og i opposition til det tyrkiske regeringsparti AKP.
- Her er endnu en europæisk parlamentariker. Han er dansk, siger præsidenten til Al-Jazeera, da han viser billedet af Villumsen og fortsætter:
- De her rådne klude er terrororganisationen PKK’s klude. Han holder tale foran de klude.
- Kan man forvente, at sådan nogle mennesker, som deltager i disse kampagner, er neutrale? Disse mennesker arbejder åbent i terrororganisationernes navn. Vi må sige til Vesten, at de ikke er neutrale, men terrorister.
Et nedslående eksempel
Villumsen var én blandt 47 valgobservatører fra Europarådet ved folkeafstemningen i Tyrkiet i weekenden.
Her besluttede et flertal at stemme for en ændring af forfatningen, som fra 2019 vil give mere magt til præsidentembedet.
Efter folkeafstemningen lød det blandt andet fra observatørerne, at afstemningen ikke levede op til Europarådets standarder.
Løkke mener, at Erdogan er på afveje.
- De, der arbejder for vores demokrati og demokratiske processer, skal vi passe ekstra godt på ikke at hænge ud for rullende kameraer.
- Erdogans angreb er endnu et nedslående eksempel på, at Tyrkiet bevæger sig i den forkerte retning og længere og længere væk fra europæiske værdier.
- Det er trist, og jeg håber, at Tyrkiet på et tidspunkt erkender, at de er på vej ind i en blindgyde, skriver Løkke.
/DR Nyheder/