Løkke om dobbelt-ændring af kontanthjælpsloft: Ikke synderligt opsigtsvækkende

Statsministeren er godt tilfreds med, at der endnu engang ændres i regeringens kontanthjælpsloft.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til spørgetime i Folketingssalen på Christiansborg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Et af Venstre-regeringens helt store prestigeprojekter - kontanthjælpsloftet - er i disse dage på vej igennem Folketinget.

Men allerede før andenbehandlingen er der hele to gange blevet ændret i det oprindelige lovforslag.

Senest har forligspartierne besluttet at undtage alle handicappede, der bor i en særlig handicapbolig, fra kontanthjælpsloftet. En ændring, der flugter fuldstændig med et forslag fra Socialdemokraterne.

Men det er der ikke noget odiøst i, hvis man spørger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvilket Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, gjorde under dagens spørgetime i Folketingssalen.

- Når det kræver et ændringsforslag, er det jo fordi, at det ikke var en del af regeringens lovforslag. Og sådan er det. Og så er der en demokratisk proces, og det ved jeg ikke, om er synderligt opsigtsvækkende, lød det fra Løkke:

- Jeg er sådan set meget tilfreds med, at det hjørne af kontanthjælpsloftet skæres til, sådan som det nu bliver. Det rokker ikke ved det, der står tilbage, nemlig at vi har et effektivt kontanthjælpsloft, som sikrer, at det for folk på kontanthjælp kan betale sig at arbejde, også til job med små lønindkomster, sagde Løkke.

Løkke: Fremmer social mobilitet

Han står fast på, at det er nødvendigt med ændringer på kontanthjælpsområdet i en situation med fremgang i beskæftigelsen.

- Det handler også om at fremme den sociale mobilitet i det her land og sørge for, at vi i en situation, hvor beskæftigelsen stiger og ledigheden falder, nu også drager omsorg for, at der er nogle færre mennesker på kontanthjælp, sagde Løkke.

Lovforslaget om kontanthjælpsloftet har opbakning fra samtlige af regeringens støttepartier og sætter et loft over, hvor meget en person kan få i ydelser fra det offentlige.

Loftet fungerer altså ikke ved, at der skæres i selve ydelsen, men i andre ydelser såsom boligstøtten.

Derfor ville lovforslaget - i sin oprindelige form - ramme handicappede med høje huslejer.

Selve kontanthjælpsloftet har til mål at give kontanthjælpsmodtagere øget incitament til at komme i arbejde og væk fra passiv forsørgelse. Før undtagelserne slog regeringen fast, at lovforslaget ville øge arbejdsudbudet med 650 fuldtidstillinger.