Løkke lurepasser om topskatten

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen vil ikke svare på, om topskatten skal sættes ned, hvis han bliver statsminister.

Venstre vil bringe virksomhedernes samlede energiregning ned. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Vil Venstre arbejde for, at mest vellønnede danskere skal betale mindre i skat, hvis de borgerlige partier efter næste valg sætter sig på magten?

Det vil Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen ikke svare klart på. Det eneste, der står klart, er, at han ikke har noget imod skattelettelser i toppen.

Du siger, at du ikke har noget imod topskattelettelser. Betyder det, at hvis du bliver statsminister, så bliver der topskattelettelser?

- Nej, det kan jeg bestemt ikke stå og love overhovedet, fordi min tilgang til politik i modsætning til den, der er herskende hos regeringen i øjeblikket, er at man skal holde, hvad man lover. Det betyder også, at man ikke skal love mere, end man kan holde, og jeg står ikke og lover topskattelettelser, siger Lars Løkke Rasmussen.

Attraktivt at arbejde

- Vi skal gøre det mere attraktivt at flytte sig fra ikke at være beskæftiget til at være i beskæftigelse, og det er i bunden af indkomstskalaen. Hvis pengene så er der, så er det fint nok at se på, hvordan vi kan sætte marginalskatten ned for folk med pæne, ikke prangende indkomster.

Men betyder det, at du går ind for topskattelettelser?

- Jamen, jeg har ikke noget imod dem.

Men går du ind for dem?

- Det nytter ikke noget at gå ind for noget, hvis ikke man har noget at gå ind for det med.

Ikke prioritet

Du går da ind for så mange andre ting, så kan du vel godt sige, om du går ind for topskattelettelser?

- Det fungerer ikke på den måde. For når man snakker om den økonomiske politisk, skal der være en sammenhæng mellem det, man siger, og det, man har mulighed for at gøre.

Men har man ikke mulighed for at sænke topskatten?

- Som jeg kan se, så er det ikke en prioritet lige nu og her. Vi har lige haft en snak om, at det kniber for regeringen at lægge penge på bordet til afgiftslettelser.

S efterlyser svar

Dit lurepasseri skyldes det, at der er langt fra Dansk Folkeparti, der ikke vil have topskattelettelser og Liberal Alliance og de Konservative, der er vilde med topskattelettelser?

- Nej, det skyldes, at der ikke er langt fra det, jeg tænker til det, jeg siger. Og jeg tænker det sådan, at der er mange problemer, og hvis ikke man kan løse dem alle sammen, er man nødt til at prioritere.

Socialdemokraterne har svært ved at forstå Venstre-formandens snak.

- Venstre siger, at de ikke har noget imod at sænke topskatten. Og hvis man går tilbage til deres seneste skattereform, så sænkede de jo også de mest velstilledes skat markant sammen med Dansk Folkeparti og Konservative. En bankdirektør fik flere hundrede tusinde kroner mere om året, siger finansordfører Jesper Petersen (S), der efterlyser et ærligt svar.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det også vil være dagsordenen, hvis de tre partier fik flertal igen. Jeg synes, de skulle lægge nogle ærlige svar frem om deres politik, så vi kan få en reel debat og danskerne kan se, hvor ulige en retning de tre partier faktisk gerne vil gå i, siger Jesper Petersen.