- Jeg betaler den skat, jeg skal, Selvfølgelig gør jeg det. Og det vil jeg også fortælle til forretningsudvalget i morgen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Efter flere dages massiv kritik tager han nu bladet fra munden.
Til sagen omkring det tøj, Lars Løkke Rasmussen har fået af Venstres partikasse, lyder svaret sådan her:
- Der var folk omkring mig, der på det tidspunkt, jeg blev formand, følte, at det var et behov for at dresse mig op. I det tilfælde tøj er gledet ind i min private garderobe, har jeg dækket de omkostninger. Og derfor er der ikke et skattespørgsmål i det, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han afviser samtidig, at Venstre har måttet betale ekstra for at få renset hotelværelser, hvor man ikke må ryge.
- Jeg har aldrig røget et sted, jeg ikke måtte. Jeg har aldrig røget på et hotelværelse, hvor der ikke var sat et askebæger frem, siger Venstres formand og tilføjer, at der i nogen tilfælde er lavet særlige aftaler med hotellerne. Hvad det betyder, gør han ikke helt klart.
Har du overvejet på baggrund af den her kritik simpelthen at trække dig som formand?
- Jeg kan sagtens få øje på, at det her er en skidt sag for Venstre. Det er jeg selvfølgelig ked af. Og det er også derfor, jeg har besluttet, at indkalde forretningsudvalget tidligere end allerede planlagt, siger Lars Løkke Rasmussen.
Venstre forretningsudvalg er tirsdag aften indkaldt til en orientering af, hvorfor Venstre har betalt tøj og ferie til deres formand.
Se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i videoen i toppen af artiklen.
Boxershorts og badeferie
Lars Løkke Rasmussen har den seneste uge været under massivt pres, efter Ekstra Bladet for en uge siden kunne fortælle, at Venstre har betalt mere end 150.000 kroner for ni jakkesæt, 28 skjorter, 21 slips, tre striktrøjer, et par jeans, 17 par sokker og otte par boxershorts.
Herudover har Venstre også betalt for en rejse til Lars Løkke Rasmussens familie.
Flere skatteeksperter har vurderet, at Venstre-formanden skal betale skat af de personalegoder. Venstres partisekretær, Claus Richter, har understreget, at Venstre har betalt for tøj til Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med partiaktiviteter som valgkamp og photo shoots - og at Lars Løkke Rasmussen efterfølgende selv har betalt for alt det tøj, han har taget ud til privat brug.
Sagerne skal diskuteres på et møde i Venstres forretningsudvalg i morgen aften. Mødet skulle oprindeligt holdes den 27. maj, men Lars Løkke Rasmussen har bedt om at få rykket mødet frem på grund af sagerne.