Det vækker glæde hos Folketingets største partier og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Højesteret i dag kom frem til et andet resultat end landsretten og udviste lederen af Loyal to Familia, Shuaib Khan, i seks år for trusler mod en politibetjent.
- Regeringen har fra dag ét arbejdet for, at udlændinge, der begår grov kriminalitet, skal udvises af landet. Slut med at grine af vores retssamfund. Folk som ham har ingen plads i Danmark, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter.
Statsministeren uddyber sin pointe foran pressen i Berlin under et møde med den tyske kansler, Angela Merkel. Her siger han, at han er enig i Højesterets kendelse.
- Det mener højesteret, og så mener jeg det også. Vi har presset på for at få konsekvens ind i de her retssager, siger han.
En knytnæve til banderne
Glæde er der også at spore i Socialdemokratiet.
- Det er en knytnæve mod banderne, som sætter to streger under, at fællesskabet altid vinder, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.
I Højesterets afgørelse lyder det, at bandelederen med sin adfærd gennem mange år har vist manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund.
Herunder lægger de også vægt på, at Shuaib Khan er tidligere straffet flere gange for grov personfarlig kriminalitet, og at han også tidligere er blevet advaret om, at han kunne risikere udvisning, men alligevel har fortsat sin kriminalitet.
Hermed går de mod Østre Landsrets afgørelse, hvor Shuaib Khan blev betinget udvist.
- Det er helt afgørende, at Højesteret er kommet op i gear på denne her type af sager og har forstået, at de skal gå så langt, som de overhovedet kan i forhold til lovgivningen, siger Trine Bramsen fra Socialdemokratiet og fortsætter:
- Jeg håber, at det kommer til at betyde, at det bliver lettere at udvise, og at Højesteret har erkendt, at de måske har været lidt for stramme i nogle sager og ikke har sikret udvisning, hvor der ellers var et juridisk grundlag.
DF har næsten armene oppe over hovedet
Det er ikke kun Socialdemokratiet, som er særdeles tilfreds med, at Shuaib Khan ikke må sætte sin ben på dansk jord de næste seks år. Retsordfører fra Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen, kaldet det et fantastisk skridt.
- Jeg har næsten armene oppe over hovedet. Jeg synes, at det er et vigtigt skridt for at sørge for, at ikke-danske statsborgere, som begår alvorlig kriminalitet, selvfølgelig kan smides ud af Danmark, siger ordføreren.
Hvad vil du vurdere, at det vil betyde for andre udvisningssager?
- Vi har allerede gjort meget med vores lovgivning, og det her er et eksempel på det. Det er en helt klar målsætning for Dansk Folkeparti at udvise udlændinge, der begår grov kriminalitet, siger Peter Kofod Poulsen.
Hos regeringspartiet Venstre er man også helt på linje med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i forhold til Shuaib Khans udvisningsdom.
- Med det synderegister han har, er jeg ualmindelig glad for, at han er blevet udvist. Han har 14 alvorlige domme, så selvfølgelig fortjente han at blive udvist. Jeg håber, at dommen skaber præcedens for andre sager, siger retsordfører Preben Bang Henriksen.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har også kommenteret dommen med ordet "godt".
- Dommen sender et klart signal til de kriminelle udlændinge om, at de ikke er velkomne i Danmark. Regeringen fortsætter sin kontante kurs over for banderne, skriver han på Twitter.
I og med, at Højesteret er landets højeste retsinstans, så kan sagen ikke ankes i Danmark.
Shuaib Khan kan dog forsøge at få sagen afprøvet ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, men det er endnu ikke besluttet, om han vil forsøge at få den indbragt, oplyser hans forsvarer Michael Juul Eriksen. Han fortæller videre, at han er rystet over dommen.
- Jeg har ikke før oplevet, at man har udvist en person af Danmark efter en straf på få måneders fængsel, siger han.
Shuaib Khan har allerede afsonet sin dom på 90 dages fængsel, og ifølge anklagemyndigheden befinder han sig lige nu i Spanien.