Venstre skal passe på, inden krisen i partiet løber løbsk.
Sådan lyder advarslen fra partiformand Lars Løkke Rasmussen, der håber, at næste tirsdags hovedbestyrelsesmøde i Venstre, hvor Løkkes egen position som formand skal diskuteres, kan bringe nogenlunde ro på partiet igen.
Lars Løkke Rasmussen efterlyser på det kommende hovedbestyrelsesmøde en drøftelse af, hvordan Venstre kommer videre.
- Man er nødt til nøgternt at konstatere, at der er en alvorlig situation, som vi er nødt til at håndtere, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Nyere dansk politisk historie er rig på eksempler på, hvordan man har kastet sig ud i negative spiraler, og det skal vi passe på, vi ikke kommer til, siger han.
Hovedbestyrelsesmøde bliver en udfordring
Lars Løkke Rasmussen erkender, at hovedbestyrelsesmødet bliver en udfordring for ham, men siger, at der ikke desto mindre er behov for en diskussion om Venstres aktuelle tilstand.
- Det er den diskussion, vi har brug for, for jeg tror, at der bredt i Venstre er en konsensus om, at Venstre skal være Danmarks største og mest betydningsfulde, folkelige centrumhøjre parti med en ambition om til alle tider at række ud efter statsministerposten, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Og det er den diskussion, vi skal have. Hvordan vi bringer Venstre i den bedst mulige situation til at nå det mål, siger han.
Bred tillid til Løkke i folketingsgruppen
Der har efter Ekstra Bladets afdækning af Lars Løkke Rasmussens aktuelle bilagssag med tøjkøb og ferierejser til Løkke på Venstres regning været rettet en skarp kritik af Lars Løkke Rasmussen fra store dele af Venstres bagland.
Flere hovedbestyrelsesmedlemmer stiller spørgsmålstegn ved Lars Løkke Rasmussens position som formand for Venstre, mens folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech peger på næstformand Kristian Jensen som manden, der bør afløse Løkke.
En lang række af Venstres folketingsmedlemmer understreger dog tirsdag, at Lars Løkke Rasmussen fortsat har deres ubetingede tillid som partiformand.